Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fiskeri i Nordmarken eller Vedmark og Kjødmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Opfatning om Fluefisken som han. For os kunde Kulpene
gjerne beholde sine Ørreter, nåar Erhvervelsen af dem
skulde kjøbes paa vore Principers Bekostning, men
saa var jo heller ikke Motiverne de samme hos ham, som
hos os.
Vi huskede begge to et Avertissement, som for ca. 25 Aar
siden stod i en af Hovedstadsaviserne, og hvor en Mand tilbod
sig for et Honorar af 4 Kroner at lære hvemsomhelst en Maade
at tåge saa meget Ørret paa, man vilde. Det var netop Anvis
ningen til at benytte Spyfluemarken, som i Løbet af 3 Dage
udvikler sig i Kjød eller Fisk, der her var Kunsten. Denne
Larve og Vedmarken, som man finder i Skogen ved at flåa
Barken fra Stubberne, og som ganske ligner den første, er for
Ørreten en stor Lækkerbidsken og, rent ud sagt, uimodstaaelig.
Sikkert er det ialfald, at den Fisker, som benytter denne Mark,
er enhver anden fuldstændig overlegen, men jeg vil paa det
bestemteste benægte, at dette skal kaldes Fluefisken. Naar en
Del Aar igjen er gaaet, og Ørreten har erfaret og faaet føle,
at der i hver Mark sidder en Krog, maa der vel en eller anden
Opdagelse eller Opfindelse til for at narre de Stakler, der frem
deles findes i vore Elve omkring Hovedstaden.
Under disse Betragtninger havde baade Per Mynta og
andre Størrelser passeret os, og under denne Folkevandring
fandt vi det fornuftigst at indstille Fisket for Kvelden. Om
ikke lang Tid blussede der en liden Varme, og den uundvær
lige Kaffekjedel var ikog. Maden smagte os fortræffelig, og da
Piben og „Dokteren" var skeet behørig Fyldest, faldt vi begge
i en urolig Døs, og jeg drømte om Kjødmark og Vedmark og
om August og Per Mynta, der sloges om en stor Ørret, som
de begge havde faaet paa sine Snører, og som jeg saa levende
tog Del i, at jeg vaagnede ved en indigneret Protest fra min
Ven, der ikke kunde forståa, hvorfor jeg laa og spændte ham
i Maven. Det var alt begyndt at lysne af Dagen, og snart var
vi igjen i fuld Gang med at fiske; men Følgerne af Folkevan
dringen fra om Aftenen undlod ikke at vise sig; thi faa var
de Ørreter, der vovede at slaa efter. Vi opgav derfor snart
vore Bestræbelser, saameget hellere, som der næsten ved hver
Kulp stod en Fisker, og forføiede os ned til Skjærsjøoset,
der frembød et ganske livligt Skue; thi rundt, hvor man saa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
