Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luften. Huset knagede uafbrudt i alle Sammenføjninger
og vaandede sig under Stormens mægtige Tag.
Ane kom ud en Oang imellem, men Skørterne
snoede sig om hende, saa hun næppe kunde flytte
Foden, og hun kunde knap staa paa Jorden, især under
de Omstændigheder, hvori hun for Tiden befandt sig.
Da hendes Mand løb forbi hende, udbrød hun med
graadkvalt Stemme: „Aa, Herregud, Søren!“ Han hørte
intet, saa’ hende ikke, skyndte sig op paa Taget med
et Tov. Den gamle, der havde Møje med at holde sig
paa Benene, gik omkring og klagede sig, mens han
tørrede de rindende Øjne.
Stormen rasede som et buldrende Hav, hvori enhver
anden Lyd og Larm druknede. I stigende og faldende
Bølger brusede den mod Hytten, der gav sig som et
Skib i Havsnød. Oppe paa Tagrygningen sad Søren
med revne Klæder, bart Hoved og vildt flagrende Haar
om det kridhvide Ansigt — som paa den sidste Planke.
— Saa kom Natten, da ingen kunde udrette noget
Men ingen kunde heller ligge rolig i Sengen. De sorte
Skikkelser arbejdede sig langs de rystende Husvægge,
lyttende, spejdende og følende sig for. I den mørke,
stormfulde Nat vaagede Beboerne over de faldefærdige
Huse, som var deres eneste Rigdom.
Næste Morgen saas Ødelæggelsen. Nedstyrtede
Skorstenspiber, oprevne Tage, knuste Vinduer, faldne Mure,
væltede Tørvestakke, — dette var Stormens sørgelige
Spor. Ogsaa hos Søren Branders var Skaden ikke ringe.
Og Vinteren stod for Døren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
