Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
utallige, sorte Smaakegler, bag hvilke de rødmende Skyer
lyste af Løfter og Forjættelser.
Som Solen steg højere og højere, kastede Mændene
Halsklæde og Vest, og Spaden skar sig gennem den
glatte, fedtede Mosejord, mens Børnene læssede paa
og læssede af de Tørv, som Ane trillede fra Graven
til Udlægningpladsen.
Og som Lag paa Lag bænkedes op og Søren
mærkede Kræfterne strømme gennem hans unge Krop,
nikkede han og sagde som for sig selv: „Det stejle,
Jens Nørgaard! — Nej, det skal du ikke være Mand
for at ta’ af Søren Brander!**
XIII
Vinteren er graadig. Den sluger ikke alene
Sommerens blomstrende Liv, men fortærer ogsaa
Fattigfolks Sommerfortjeneste. Derfor maa de, der skal
opholdes ved de blotte Hænder alene, hvert Foraar
begynde paa det samme Punkt, indtil den Nedgang
indtræder, som gør mange letsindige og ligeglade.
For dem, der bor paa de fede Jorder, hvis velbyggede
Gaarde dølger sig bag en Vold af høje Hæs og Stakke,
og hvis fede Kvæg drøvtygger i halmfyldte Baase, kan
Vinteren være en behagelig Afveksling. De kan sidde
lunt i Arnekrogen og smøge af den sølvbeslaaede Pibe,
de har arvet efter deres Bedstefader, og til Natten
synke dybt i Dyner, der er virkede paa deres Moders
Væv.
Men for Nybyggerfolkene ude paa Klittens og
Hedens Sand er Vinteren en uvelkommen Gæst. De
har ikke den overleverede Soliditet, de fulde Sulekar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
