Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XXIII
Saa var der kommen en tung Tid for Søren Brander.
At Pine og Værk plagede hans Krop, regnede han
for intet imod det, at Kraften sivede bort af Sener og
Muskler, saa han for hver Morgen, han vaagnede, følte
sig mere magtesløs end den foregaaende Dag.
Før havde han i sit Legems Styrke haft en
Foryngelsens Kilde, der daglig tilrislede hans Sind
Friskhed, men nu tørredes den langsomt ud. At han
saaledes mærkede Livskraften rinde, gjorde det til saa
tung en Tid, og krumbøjet slæbte han sig frem over
sine Agre.
Paa Marken skønnedes det snart. Grøfterne væltede
sammen, Sivene skød op, og Lyngen, som han i sin
Tid havde jaget ind i Heden, kom ktybende frem igen.
Den stædige Jord, som han i sin lange Tid havde
tæmmet, rejste sig nu imod ham. Hvert Punkt paa
hans vide Arbejdsmark kaldte paa ham, — men han
havde intet at svare, intet at vove, intet at vinde.
Nu mærkede han for første Gang den stille,
ensomme Natur omkring ham som Tomhed. Han længtes
efter Lyd og Bevægelse, thi den brede, vidtstrakte Ro
trættede og trykkede, denne Lydløshed til alle Sider
lagde sig knugende over hans Sind. Alt levende syntes
ham at stivne i en Dødsens Stilhed, gennem hvilken
han kun kunde høre Sukkene fra hans eget Bryst . . .
En Dag kom han tungført stavrende ind i Stuen.
Paa den voksblege Hud piblede Matheds Sved frem
som smaa Perler, de mørke, brune Øjne skinnede sygt,
træt sank han ned paa Sengen og hostede voldsomt
Ane kastede sig hulkende over ham. Men da Søren
kendte sin .Ungdoms Elskede i sine Arme, da lo det i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
