Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
teinen. Der var ingen anden officer i tjenesten,
som vilde have passet saa godt til kaptein Delmar
som mr. Hippesley, der vistnok af og til kunde
knurre, fordi han ikke blev forfremmet, men som
dog i det hele taget syntes at være noksaa lige
glad med det ogsaa.
Folkene var ham hengivne, hvad de altid er
mod den, der er stø og paalidelig, hvor rar og
sær han kan være forresten. Der er intet, folkene
linder übehageligere end at seile under en mand,
som — for at bruge deres eget udtryk — »de
aldrig ved, hvor de har ham henne «.
Andenløitnant, mr. Percival, og tredieløitnant,
mr. Weymiss, var begge unge mænd af god familie
og nød en liden bitte smule fortrolighed hos kap
tein Delmar; de havde fornemme manérer, var
begge brave sømænd og venlige mod sine under
givne.
Mr. Culpepper, proviantforvalteren, var mig
en pest — en afskyelig, sladderagtig, hyklende,
krybende gammel skurk. Navigatøren, mr. Smith,
var en meget rolig mand, ligefrem og uskadelig,
men fuldkommen mester i sit fag, som han altid
varetog med omhu.
Marineofficeren, mr. Tusk, var en rent for
svindende størrelse i en rød kjole. Lægen var en
høi, yderst sirlig antrukken herre ; men han var
kunskabsrig, venlig af gemyt og fuldkommen hjemme
i sit fag.
De fleste af mine bordfæller var unge mænd
af god familie, med undtagelse af Tommy Dott,
som var søn af en underofficer, og mr. Green, hvis
far var skomager i London.
Jeg skal imidlertid ikke spilde mine læseres
tid med disse; de vil optræde, naar de behøves.
Jeg skal derfor nu gaa videre i min fortælling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
