- Project Runeberg -  Percival Keene /
302

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

302
kommen did og havde heist sin vimpel. Jeg be
sluttede at reise til Plymouth og vente paa kap
tein Delmar. Jeg skrev til Bob Cross og med
sendte en ordre paa min kuffert og mine køiklæder
ombord paa vagtskibet i Portsmouth, idet jeg gjorde
ham bekjendt med min hensigt, men bad ham dog
intet videre at foretage, førend han atter hørte
fra mig.
Jeg havde en lang samtale med min mor, og
hun gav mig paany løfte om at finde sig i og
handle efter mine forskrifter. Jeg tog en ærbødig
afsked med min bedstemor, der gav mig to tusen
kroner, som jeg forresten ikke trængte til, da min
mor havde foræret mig en lignende sum, og der
paa drog jeg afsted til Plymouth.
Læseren vil kanske spørge, hvorledes det for
holdt sig, at kaptein Delmar — som jo havde
lovet at betale mine udgifter — ikke havde gjort
noget saadant tilbud og heller ikke givet mig
nogen meddelelse om den ting? Men sagen var,
at han vidste, jeg havde tre aars hyre staaende
og dertil prisepengene for den hollandske fregat,
som jeg imidlertid endnu ikke havde hævet, uagtet
de var forfaldne til betaling. I pengeveien var
jeg altsaa heldig stillet, saasom min mor ønskede,
at jeg skulde trække paa hende de penge, jeg
havde brug for, da hun følte sig overbevist om, at
jeg, som kjendte til hendes forholde, ikke vilde
volde hende sorg ved nogenslags udskeielser, og
deri håndlede hun ret mod mig.
Jeg var nu atten aar gammel og satte netop
atter ivei paa min løbebane. Eftersom jeg voksede
til, blev min lighed med kaptein Delmar for hver
dag mere mærkbar. Min mor kunde endda ikke
afholde sig fra at ytre det til mig. »Jeg ønsker
næsten, at saa ikke var tilfældet, kjære mor. Jeg

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0308.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free