- Project Runeberg -  Percival Keene /
468

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

468
kostet mig livet, var der ingen grænse for hans
ytringer af hengivenhed. Jeg maa rent tilstaa, at
en større stasmand og morsommere kammerat har
jeg aldrig truffet paa. Der kom istand et meget
fortroligt forhold mellem os; han gav mig stadig
værdifulde foræringer, hvad jeg forresten gjerne
vilde have hindret ham fra at gjøre ; engang
imellem, naar vi var alene, kunde han hentyde til
min familie og herkomst, men dertil svarte jeg
aldrig et ord og ledede øieblikkelig samtalen ind
paa noget andet; kun en eneste gang svarte jeg,
at baade far og mor var døde.
Ved min ankomst til Portsmouth fandt jeg
flere breve, som ventede paa mig, og deriblandt
to-tre fra min mor, som havde seet beretningen
om ulykkeshændelsen i aviserne og naturligvis var
overordentlig urolig for at faa høre fra mig selv,
hvordan det stod til. Hvis jeg havde vidst, at hun
vilde .komme til kundskab om det, saa havde jeg
ganske vist skrevet til min bedstemor fra Madeline
Hall; men jeg indbildte mig, at hun ingenting
vidste om det, indtil jeg kom til Portsmouth, og
hendes ængstelige breve beviste det modsatte; for
i sin bekymring havde hun rent glemt sit løfte om,
at al meddelelse skulde ske gjennem min bedstemor.
Saasnart jeg havde læst brevene, laaste jeg
dem ned i min pult og skyndte mig med at be
svare dem. Jeg forsikrede min mor om min fuld
stændige helbredelse og mindede hende om, at hun
ikke for fremtiden maatte bryde vor overenskomst,
idet jeg paapegte, at hvis disse breve var sendte
videre til Madeline Hall, saa havde man straks
gjenkjendt hendes haandskrift. Jeg skrev til slut
ning: »Jeg maa tilstaa, kjære mor, at jeg nu
bitterlig angrer paa, at vi greb til den udvei at
angive dig som død. Vistnok tvivler jeg ikke

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0474.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free