- Project Runeberg -  Percival Keene /
480

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVIII

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

480
kjendte godt til gnmdingerne paa kysten, og vi
snoede os frem mellem baaer og banker henimod
fienden. Vi var inden skudvidde og havde vekslet
salver med batterierne, da flottillerne naaede en
liden havn, hvorved vi forhindredes i at gjøre
videre forsøg. Dryaden gav signal til at luffe fra,
og det Har paa høi tid, da vi ikke havde mere
end fire timer igjen af dagslyset og laa og tumlede
inde mellem grundingerne. Brisen, som hidtil
havde blæst frisk, blev nu meget hurtig stærkere
og stærkere, og der var al udsigt til en rygende
storm. Vi strævede udover, saa fort vi kunde, og
ved ni-tiden om aftenen var vi klar af sandbankerne
og ude i aaben sø; men kulingen havde sprunget
op med saadan rivende fart, at vi var nødte til at
mindske vore seil til klosrevede mærsseil. Med
sandbankerne til læ var det nødvendigt for os at
sætte hurtigst mulig fra land, og vi førte et tungt
press af seil hele natten, — tilsidst blæste vinden
saa stærk, at vi kun kunde føre klosrevede mærs
seil og revede fokseil, og vi følte, at med slig
voldsom sø, som nu havde reist sig, svævede vi i
den yderste fare.
Dagslyset kom endelig atter tilsyne. Vor
første tanke var at komme efter, hvor Dryaden
befandt sig. Lang tid speidede vi forgjæves ; en
delvis opklaring i horisonten til læ baug gjorde
den omsider synlig, og idet den steg frem i den
tætte atmosfære, lignede den mere en luftseiler end
et værk af menneskehænder. Den var en mørke
graa masse i et mere lysegraat luftlag. Mærse
stængerne var væk, og den laa og huggede og
ruggede paa sig uden tilsyneladende at komme af
flekken med sine underseil og storm-stagseil.
»Der er den, sir«, sagde mr. Wilson; »og
hvis kulingen holder paa slig, saa farvel med den«.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0486.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free