Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIV - XLV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518
»De vil ikke give mig noget skib, Minnie,
efterat jeg har mistet det, jeg kommanderte; at
have uheld er det samme som at begaa en brøde
for dem, som ingen forbindelser har«.
»Det er jeg meget glad over at høre; De vil
altsaa holde Dem rolig paa landjorden, og De vil
komme og besøge os«.
Da reisen havde virket feberagtig paa mig,
og saaret gjorde en smule ondt, lod de mig være
alene for at faa hvile, saasnart saaret var forbun
det for natten: men jeg fik, ikke ro — Minnies
skikkelse spøgte for mig; at sove var en umulig
hed, og jeg laa og tænkte paa hende, til dagen
gryede. Sagen var den, at jeg for første gang var
forelsket, og det ikke lidet heller — ja, før morgenen
var jeg rent rasende forelsket. Og det var sande
lig tilgivelig nok, at jeg det var, for Minnie var
ligesaa vindende i optræden og omgang, som hen
des person var sød og elskværdig, og det forbau
sede mig ikke det aller ringeste at høre af Vangilt
om hendes talrige frierflok.
KAPITEL XLV.
Næste morgen var jeg bleg og havde feber,
hvad de med bekymring lagde mærke til. Minnie
blev siddende hos mig, og da mr. Vanderwelt var
gaaet ud af værelset, sagde hun : »Hvor bleg De
er, og deres haand er saa hed; jeg skulde ønske,
doktoren snart vilde komme«.
»Jeg kunde ikke sove mat, Minnie — og det
var altsammen deres skyld«.
»Min skyld !«
»Ja, deres skyld; for jeg kunde ikke sove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
