Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
gik upusset, var rart, og da vi fik hver vor lille
Krans, blev det snart høitidelig.
Maren hadde Kammers og Kjøkken. Inde
i Kammerset stod Kisten. Vi kunde se den
saa-vidt gjennem Døren, mens vi trykket os sammen
i en Klump ved Skorstenen i Kjøkkenet.
„Dere faar da gaa ind og se paa’n Allik, han
sover saa godt saa," sa Maren, hun tørret Øinene
med Forklæsnippen.
Nei, vi rørte os ikke. Vi saa paa hverandre
mens vi skottet ind paa Kisten. Det var ikke
fordi vi var rædde for Allik, langtfra! Det var
dette med Døden som vi ikke kunde klare. Det
foresvævet os at Gunhild Sykekone hadde
snakket noget om at Døden var en lang, mager Mand
med en stor Ljaa, som vilde ta os allesammen,
og ham hadde vi selvfølgelig ingen Lyst til at
møte.
At vi ikke saa noget til ham, var forsaavidt
en Skuffelse eller kanske Lettelse — jeg gjorde
ialfald op i mine Tanker at han vel var gaat paa
Besøk et eller andet Sted.
Tilslut snek Mons sig ind i Kammerset. Som
Søn av en Feier var han ikke ængstelig om
„Soten var svart". Litt efter litt smøg vi os ind vi
ogsaa, en efter en.
Der laa Allik med foldede Hænder og mine
Roser paa Brystet. Den hvite Luggen var
omhyggelig kjæmmet og delt. Saa fin paa Haaret
hadde han aldrig været i levende Live.
„Han sover," hvisket Lyder. „Nei, han er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
