Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev tidens og stedets enhed til tidens og stedets intethed
(„nullité istedenfor unité de temps et de lieu"). Især
kom dette frem hos de store tragikeres efterlignere; selv
hos Voltaire følges reglerne undertiden paa en maade,
der grænser til det parodiske; officielt overholder han
dem; men nan har hulet dem ud, saa de ikke er andet
end en tynd, tom skal, som han bøier og bryder efter
forgodtbefindende.
Stilen var oprindelig den franske tragedies mest
glimrende egenskab; i en tid, da selv en kammerpige — efter
en fransk forfatters ord — havde mere stilistisk sans end
hele det franske akademi i nutiden, maatte den blive
fuldendt i sit slags. Ingen kan være mere veltalende, ingen
kan udføre stillærens tusindkunster med større virtuositet,
ingen bevæge sig med større finhed mellem sprogets mest
udsøgte ord og vendinger end personerne i disse
tragedier. Men denne stilistiske fuldendthed havde ogsaa sin
stærke begrænsning; det var en stil, der bevægede sig
paa et altfor snevert omraade og kun arbeidede med
gamle og velkjendte størrelser. Af lutter veltalenhed
ofrede den naturen, den var rhetorisk og ikke poetisk,
den modtog ikke fornyelse fra det levende talesprogs
friske forraad, og derfor stivnede den ind til et dødt
konvenienssprog uden individuel mangfoldighed og uden
evne til udvikling.
Følelsernes sneverhed, stofomraadets stærke
begrænsning og store afstand fra det virkelige liv, reglernes
pedanteri, den unaturlige stil, hele den abstrakte idealitet,
der udmærkede den franske tragedie, gjorde den stiv og
konventionel. Handlingen blev et spileværk, der altid
var støbt i den samme form, og personerne blev staaende
masker; tyran eller skurk, helt, heltinde og deres
„fortrolige" — det var tragediens faste personliste. Den
begyndte hos Corneille med at være pompøs og høitidelig
som en kongelig fest, den var hos Racine galant og rid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
