Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Den adskiller sig væsentlig fra Cladiscus gracilis ved sin nøgne Ventralflade, ved den korte Række Zooider under
Cellerækkerne, ved de korte, bugede Celler, ved disses Antal, der i Regelen er 4 i hver Række, og endelig ved at Papillerne
paa Cellernes Rand ere længere, hvilket ogsaa er Tilfældet med Polyperne.
Af Cladiscus gracilis’} havde vi kun et defekt Exemplar, hvorfor ogsaa Beskrivelsen, ligesom Slægtsmærkerne, blev
ufuldstændig. Af Cladiscus Lovéni have vi erholdt et fuldt udviklet Exemplar fra Professor Sven Lovén i Stockholm, fundet
i Bohuslehn, og ved Hjælp af dette kunne vi fuldstændiggjøre Slægtskarakteren.
Slægtskarakter.
Stokken liden, stiv. Cellerne adskilte, siddende paa Rachis i afvexlende Rækker, forsynede med 8 Længderibber,
samt 8 Papiller omkring Aabningen. Polyperne robuste, retraktile. Axen rund, ender knopformig ved Begyndelsen af
Stokkens pulpøse Del. Ingen Kalk, hverken i Polyper, Celler eller Sarcosoma.
Professor Kölliker har i Report on the scientific Results of the Voyage of H. M. S. Chalenger Zoology. Vol. I.
Part II. Report on the Pennatulida, givet en systematisk Fremstilling af Pennatulidernes Familier, som afviger i flere
Henseender fra hans tidligere Systematik. I denne Fremstilling henregner han Slægten Cladiscus til Familien Protocaulidæ, der som
Karakter skal være uden Celler; men da Cladiscus har endogsaa meget udviklede Celler, maa dette have undgaaet hans
Opmærksomhed. Vi antage derfor, at den rettest bør optages i Familien Procoptilidæ.
Pennatula distorta, varietas aculeata, nob.
Tab. XI, fig. 5—10.
Af denne stærkt udprægede Varietet have vi faaet overdraget et smukt Exemplar af Konservator Storm i
Throndhjem, der har opført den som den ægte Penn. distorta. Den afviger dog fra denne saameget i flere Henseender, at det vel
kunde forsvares at gjøre den til en ny Art. Vi ville imidlertid foretrække at behandle den som en Varietet, der synes at
være i stærk Oparbeiden til en selvstændig Art.
Førend vi gaa over til at beskrive den, skulle vi med nogle faa Ord henlede Opmærksomheden paa den af os i
3die Hefte af Fauna littoral, Norvegiæ beskrevne og afbildede Pennatula aculeata, der senere er funden paa forskjellige
Lokaliteter, saaledes i Sognefjorden og paa de nordamerikanske Kyster. Professor Verrill angiver, at den blev fundet i stor Mængde
1 St. Lawrence Bugten, — og han har ikke yttret nogen Tvivl om Artens Selvstændighed, hvorimod Professor Kölliker, der
har undersøgt et Exemplar fra Kjøbenhavnermuseet, antager den for en Varietet af Pennatula phosphorea. Vi kunne gjerne gaa
over til denne Mening, og det saameget desto lettere, som vi have et lignende Forhold for os ved Penn. distorta, og ved den
som vi nu opføre som en Varietet.
Stokken er 220 mm. lang, dens øverste Del temmelig bøielig og ganske tilspidset, dens nederste Del ender i en
tenformig Bulbus, fig. 5.
Rachis er 130 mm. lang, 4,5 mm. bred paa Midten og aftager successivt baade opad og nedad, saa at den kun er
2 mm., hvor den gaar over i Stilken. Ventralfladen er lidt fladtrykt imod Midten, hvor der er en dyb Længdefure omtrent
0,3 mm. bred, og paa dens begge Sider sees 2—3 uregelmæssige Rækker pigformede Zooider, imellem hvilke findes en Mængde
tætstaaende, sædvanlige Zooider, der strække sig henimod Finnernes Grunddel uden at gaa over paa denne, sad at Siderne af
Rachis ere ganske nøgne, fig. 5. Paa Dorsalfiaden, der er mere hvælvet, er en lignende Længdefure, kun ikke saa dyb, og
langs denne sidde paa den nederste Del en distinkt Række Zooider paa hver Side; fra Midten af Rachis og opover er der
2—3 Rækker, fig. 6.
Finnerne (Bladene) sidde afvexlende langs Rygfladens Sider, 37 i Antal, og ere dreiede efter Længdeaxen, fig. 5, 6.
Paa den øverste Halvdel af Rachis ere de længste 35—40 mm. lange, 2,5 mm. brede ved Grunden, 1,5 mm. paa Midten, og
bære 10 Polyper, der inderst staa indtil 5 mm. fra hinanden, imedens de længere ud paa Finnen staa tættere, fig. 5, 6.
Opimod Spidsen af Rachis aftage Finnerne i Længde og bære 9—8 Polyper, — ja de to øverste Finner ere kun 8—9 mm. lange;
Fauna littoralis Norvegiae, Bergen 1877, 3 Hefte, pag. 101.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
