Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 mm. med 220 mm. lang Rachis 78, og den anden 66. De fra Korsfjorden med en 250 mm. lang Rachis og 390 mm.’s hele
Længde havde 54 Polyper, og de fra Vestfjorden med en Længde af 390, hvoraf Rachis 250 mm. havde 60. Hos yngre
Exemplarer er Forholdet imellem Rachis og Stilken ikke saa stort; paa et Exemplar, 70 mm. langt, var Rachis 35 mm. langt og bar
7 udviklede Polyper, og paa et, der var 32 mm. langt, var Rachis 15 mm. med 4 Polyper.
Polyperne paa de store Exemplarer ere 30 mm. lange og derover, naar de ere fuldt udstrakte.
Stilken er cylindrisk, nøgen; den er bredest paa Midten, smalner successivt af mod Rachis og den nederste
kugle-formigt udvidede Ende, fig. i.
Rachis er lidt fladtrykt, udvider sig ganske lidt nedenfra opad, saa Forskjellen fra den smaleste og til den bredeste
Del udgjør omtrent 2 mm., fig. i.
Ventralfiaden er hvælvet, og paa dens nederste Del sees temmelig tydeligt en fin, næsten ligeløbende Fure, der
længere oppe bliver utydeligere, indtil den paa den øverste Trediedel saagodtsom ganske forsvinder. Hele Ventralfiaden er tæt
besat med aflange, meget fremragende Zooider, fig. 2, hvis Aabninger ere forsynede med lange Kalknaale, fig. 5, a.
Dors alfladen er noget mere hvælvet end Ventralsiden, og fra den udspringe Polyperne uden nogen gjennemgaaende
Regelmæssighed, dog med en temmelig stærk Tendents til bilateral Ordning, idet begge Sider af Dorsalfladen henimod
Randen optages af en Længderække, imedens Midtpartiet indtages af uregelmæssigt stillede Polyper, der snart staa to sammen,
snart enkeltvis, fig. i. Paa ganske unge Exemplarer er den bilaterale Stilling endnu tydeligere udpræget.
Imedens saagodtsom hele Dorsalfladen er tæt besat med lignende Zooider som de paa Ventralfiaden, er der dog
paa de Steder, hvor Polyperne udspringe, et eplipsedannet Felt, hvor ingen Zooider findes, og som egentlig betegner den ydre
Væg af Polypcellen, fig. i,a. Denne ligger i Sarcosomaet og skjuler ganske Polypen, naar den er indtrukken, men danner da
altid en fremragende Ellipse med en ganske liden, foldet Aabning paa dens øverste Del, fig. i,b. Paa det nederste Parti af
Rachis sees endel uudviklede Polyper, hvoraf enkelte ikke have faaet Tentakler, og som afvexle med Zooiderne, der her staa
tildels i Skraarækker. De største og mest udviklede Polyper findes paa den øverste Halvdel af Rachis. Huden paa denne har
et chagrineret Udseende af de talrige med Spikier forsynede Zooider, fig. 2.
Polyperne ere omtrent 30 mm. lange, langstrakte, cylindriske, men udvide sig temmelig stærkt mod
Tentakelranden, saa de- i fuld Vigør antage Formen af en Klokke, ere halvt gjennemsigtige, saa at den brune Mave (Svælg) skinner
igjennem. Cellen er da opsvulmet, gaar over i Polypens Krop, udgjør dennes Basaldel, og nu viser der sig omkring denne en
Krands af Zooider; — der hvor Cellen gaar over i Polypkroppen er en svag Indsnøring, og Polypen er just paa dette Sted smalest,
fig. 2, a. Paa Polypkroppens udvendige Flade ere 8, kun lidet ophøiede Længdestriber, der dannes af temmelig kompakte,
paa hverandre liggende Spikier, fig. 4; midt imellem disse Spikelrækker sees en yderst fin Linie, der betegner Insertionen for
Skillevæggene.
Tentaklerne ere lidt længere end Kroppen, temmelig tykke ved Grunden, men ende spidst, og have paa hver Side en
Række Cirrer. Paa Midten saavel af Tentaklernes som Cirrernes aborale Flade er ligeledes en Række Spikier, lig dem paa
Kroppen.
Den indre Bygning.
De 4 Længdekanaler, der findes fuldt udviklede i den midterste Del af Rachis, undergaa Forandringer alt eftersom de
nærme sig dennes øverste eller Stokkens bredeste Del. Opimod øverste Ende nemlig blive Sidekanalerne yderst smale, indtil
de ganske forsvinde. Ventralkanalen bliver derimod meget videre, imedens Dorsalkanalen bliver yderst trang, neppe synbar.
Nedad ophøre Sidekanalerne i Stilkens nederste Halvdel, og her bliver Dorsalkanalen videre og videre lige ned i Endeblæren.
Ventralkanalen bliver derimod noget trangere. Hvad der frembringer disse Forandringer er aabenbart de 4 Septa, der danne
Kanalernes Skillevægge, og som paa Midtpartiet af Stokken inserere sig paa Axens Skede, saaledes at Axen er i Centrum af
Stokken; opimod den øverste Ende smelte de to Sidesepta sammen, hvorved Sidekanalerne forsvinde, og her gaar Axen over
i den udvidede Ventralkanal, hvor den i dennes øverste Del ender i en Anse, der hos enkelte var S formigt bøiet.
Ventralkanalen er ikke ganske lukket; thi den aabner sig igjennem den før omtalte fine Aabning, der er omgiven af en Sphincter, og
hvorved den altsaa korresponderer med Søvandet. Paa mange Exemplarer har den øverste Del af Axen været afbrækket,
muligens afbidt af andre Dyr, og da er Ansen som oftest ganske forsvunden. — Nedad undergaa Sideseptaerne omtrent de
samme Forandringer, ogsaa her smelte de sammen; Sidekanalerne forsvinde sporløst, idet de sammensmeltede Septa, omtrent
paa Midten af Stilken, gaa over i det her optrædende Septum transversale, der dele Stilkens nederste Halvdel i Ventral- og
Dorsalkanal. I denne sidste, der er langt videre end den første, ender den frie Axe, omgivet af sin Skede, nede i Endeblæren
med en stor Anse, der har indtil 20 mm. Længde og 8 mm. Bredde. Septum transversale gaar ikke lige ned til
Endeblærens Bund men ender nogle Millimeter fra denne, hvorved altsaa begge Kanaler flyde sammen, fig. 7, e. Hos et Exemplar
endte Axen i Ventralkanalen, saaledes som Tilfældet er hos Halisceptrum, hvor den brede Ansedannelse bidrager til at udvide
Endeblæren.
Man vil heraf kunne erfare, at Længdekanalerne hos vor Art ere noget forskjellige fra dem hos Kophobelemnon stel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
