Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blaise Pascal. 101
Mennesket bringes til at fortvile om at kunne
hjælpe sig uden Guds altbesejrende Naade,
— bringes til at gaa vild i sine egne
Forvisninger, gaa glip af alle naturlige Fæster
for at kunne fæstes til Gud. Man vil ogsaa
mærke denne Tendens i de Afsnit af Peustes,
hvor Pascal aabenbarer sig mindre som en
opbragt Anklager end som en skeptisk
Railleur, en Montaignes og en La Rochefoucaulds
Frænde. Man læse f. Ex., hvad han skriver
om »Retfærdigheden«:
»Hvorfor overfalder du mig!« — »Ei,
hvad! Bor du ikke paa den anden Side af
Grænsen! Min Ven, hvis du boede paa
denne Side, saa vilde jeg være en Røver, og
det vilde være en Forbrydelse at dræbe dig;
men :Som det"su er, er-jeg en’Melt,; og er i
min gode Ret.«
»Man forsikrer, at Retfærdigheden beror
paa naturlige Love, der er kendt i ethvert
Land. Men det løjerlige er, at der ikke
findes en eneste saadan naturlig Lov, der er
universel. Rov, Blodskam, Barnemord ...
alt har været regnet med blandt gode
Gærninger. — Jeg har set alle Lande og alle
Mennesker undergaa Forandringer; og
efterhvert som jeg har været nødt til at ændre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
