Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE BILDENDE KUNSTER
opholde sig, mens han{[udførte en bestilling, stod den dog ved stridens slutning som
seirherre, og Tidemand mistede ikke blot bestillingen, men havde faaet fuldt op af
ærgrelser og ubehageligheder i dens sted.
Større autoritet havde endnu ikke kunstnerne i vort samfund. Selv Welhaven,
der talte saa mange vakre ord om kunstens vaad og betydning, stod hensynslos og
uden forstaaelse ligeoverfor de enkelt« virkelige kunstnere.
Altertavlestriden dreiede sig om. hvorvidt Tidemand skulde faa lov at være
hjemme, soin han selv ønskede, eller vende tilbage til udlandet, som Welhaven forlangte,
og i grunden kan man sige. at alle de senere stridigheder i snevrere eller videre
kredse har dreiet sig om det samme punkt. Den store og dundrende strid, som fortes i
den förste halvdel af ottiaarene, var i grunden den samme strid, bare i eu mere
fremskreden og udvidet skikkelse. Spørgsmaalet havde nemlig nu udviklet sig til
det punkt, at det gjaldt om, hvorvidt kunstnerne skulde have indflydelse paa de
kunstneriske anliggender herhjemme eller ikke.
Enhver dannet Kristiauiaboer over 30 aar vil levende kunne erindre den tid,
da de bildende kunstnere indskrænkede sig til at give gjæsteroller i Kristiania. Nogle
faa af de ældre havde slaaet sig ned i byen for alvor øg reprasseuterede kunsten ved
alle hoitidelige ledigheder, hvad enten det nu var en syttende maiprocessjon eller en
solid grosserer middag.
Cianske blottet for bildende kunstnere var altsaa hven ikke; meu den rolle,
de spilte, var yderst beskeden.
Om lørdagskvælden samledes de i sin lille hyggelige forening med venner og
bekjendte, drak toddy, fortalte historier, rev af sig vitser og snakked »malersnak« —
kortsagt havde det slig, som malere pleier have det sig imellem. Foreningen var rent
privat og udelukkende selskabelig; deu repræsenterte sjelden eller aldrig de
kunstneriske interesser udadtil. Den optraadte næsten bare offentlig, hvergang et af dens
medlemmer skulle begraves og hvergang foreningskasseu trængte lidt paafyldning og
derfor arrangerede et karneval i Logen.
Det var elskværdige og beskedne folk, dette Ulle kuld af hjemmeværende
kunstnere. De var for faa og for selvstændige til at fole sig som en stand; de havde
altfor store begreber om kunstnerens frihed og ubundenhed til at lade sig binde af
korporationsaund og optræde, som om de var et laug eller eu haandværkerforening.
Bom af en romantisk periode, ansaa de politik for at være noget, en kunstner ikke
burde give sig af med, og det fuldt dem ikke engang ind som en fjern mulighed, at
kunstens interesser nogensinde skalde blive skubbede frem soin et politisk anliggende
og med politiske befordringsmidler. De havde saa ofte hort den schillerske sætning:
»Bilde, küustler, rede nichlU, at de var fuldt overbevist om deus absolute sandhed.
- 109 —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
