Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Efterskrift (oktober 1919) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
116
kunde rømme fra det hus, hvor mor altid og evig
sier de samme ting opigjen.
Men den forholdsvise taalmodighet, hvormed
en gjennemsnitsbra mand i det enkelte konkrete
tilfælde finder sig i hønehakking (for at over
sætte den fortræffelige engelske glose for en
specielt kvindelig kampmethode) i en vag
erindring om at han engang er blit underkastet
behandlingen til sit eget bedste —, den kan man
ikke vente mændene skal kunne præstere over
for kvinder som optræder i fylking. Der ligger
et helt kompleks av erfaringer til grund for det
faktum at mænd altid har brukt at tale om «kvin
den», naar de har villet uttrykke sin respekt for
det svake kjøn, og om «kvinderne», naar me
ningen er at si noget nedsættende. Saa godt som
en hvilkensomhelst kvinde virker bedst hvis hun
staar som isolert figur; de fleste mænd derimot
gjør sig bedst i en flok.
Hvad som nu kan være aarsak og hvad som kan
være virkning en kjendsgjerning er det ial
fald, at overlatt til sig selv gaar mænds instinkt
gjerne mot organisation, kvinders mot isolation.
(Kvindernes smag for selskabelighet er en anden
ting; denne form for sammenkomst har aldrig
hat karakter av arbeidssammenslutning. En
kvinde deltar i det for at gjøre sig gjældende;
der eksisterer ingen kvindeselskabelighet som
gaar ut paa at kvinderne indbyrdes skal hjelpe
hinanden til at gjøre sig gjeldende. Og naar de
slutter sig sammen i menigheter og foreninger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
