Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 72 —
„Og de tror du, du faar til at liænge paa dine bitte
smaa fødder?"
Ja da, ja da; der var ingen vanskeligheder,
barehan lik lov til at gaa.
Saa maatte jeg da slippe sømmen og følge med
gutterne hort for at se paa dette tjernet, som skulde
ligge borti skogen et kvarters gang herfra bare, og som
jeg aldrig havde set eller hørt tale om.
Gutterne sprang foran mig over kvist og stubber i
skogen, fulde af iver for at vise mig sin skøitebane. Jon
havde været der før idag og kastet store stener paa det,
saa jeg kunde være saa tryg, saa tryg for at isen var
stærk nok.
Jeg var et stykke bagefter, da jeg faar høre:
„Heler det, her er det!"
Og der staar de begge og peger stolt paa sit „tjern",
en bitteliden flek, saa stor som den største stuen vor
omtrent! Blank var dog isen, men den var afbrudt af
smaa tuer i kanterne, for det var jo igrunden bare en
myr, som havde faat navn af et tjern.
Jeg vilde ikke forstyrre deres glæde og lod som jeg
syntes, det var noksaa gildt. Men i aanden saa jeg jo
Kristiania!]orden ligge blank i maaneskin og mindedes
min sidste deilige skøitetur hjemme, da jeg seiled
udover den speilblanke is og indimellem alle øerne en hel
mil udover!
Men ikke var Einar mindre stolt og lykkelig over
sin lille isflek. Snart kom skøiterne paa, og begge
gutterne jog tjernet rundt og rundt og rundt paa den
vesle-flekken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
