Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Lofoten - 4. Malstrømmen og Røst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
førssge, skjsnt Forsoget ikke kunde gjcrlde Andet end at bjerge
Livet, da vi havde Vinden bent efter og derfor ikke kunde
vende, om den skulde falde for tung. Baaden blev gjort
klar; men da vi heisede Seilet begyndte Lensmanden at
synge: „Hvo ved, hvor nær mig er min Ende." Det var
siet ikke hyggeligt at hore af en kjcrk Somands Mund i det
samme man ien Storm lcrgger til Fjords. Det gik dog
bedre end Nogen af os havde ventet, Vinden stilnede af, og
med en passelig Bor gled vi indover, indtil Rost tabte sig
i Taagen. Soen gik dog endnu hsi, og rundt omkring os
var Braat og Brand; men Lensmanden var en sikker Lods
som i god Behold forte os frem til Værs.
Her tog jeg ind hos Prcrsten, og det var en Mand,
hos hvem man kunde hvile ud efter et Bessg paa Rost. Men
Prcrsten vaa Vars maa ogsaa være gjcrstfri, det ligger i
Tingenes Natur. Her kommer Provsten vaa Visitats en
Gang om Aaret, og hvertandet Aar maaste kan en Soren
striverfuldmcrgtig slange herud vaa en lustitssag. Det er
alt det Samkvem, han har med den civiliserede Verden. Der
ude paa Den sidder han og ser indover Vestfjorden og Lo
foten, hvor dog et vist Liv rorer sig ; men han er stilt der«
fra ved et Hav, som alterede har slugt saamangen Mand, og
ved sine Kaldspligter, som forbyde ham at reise. Til Af
vezling maa han en 3—4 Gange om Aaret reise ud til Rost
med Udsigt til aldrig mere at komme tilbage. Om Som
meren kan det endda gaa an; thi da er her grønt paa Boen
omkring Prcrstegaarden. og er man Fisker eller Icrger, kan
man altid stabe sig en Smule Fornoielse; men om Vinteren,
naar de rasende Storme fare ned af Fjeldet bag Prcrste
gaarden, naar Slud og Regn forbyde En at gaa ud af Do
ren, naar Posten lader vente paa sig i Uger og Maancder,
og naar man sover ind og vaagner under den melankolske
Musik af Havet, som brydes paa Stranden, da maa der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
