Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik og Alfgerd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tog Haarlokken op, satte sig paa en Tue ved
Søbredden og gav sig langsomt til at flette Strenge ind
i Harpen, han bar. Maanen stod op og lyste for
ham, medens han tvandt de gyldne Strenge af
Havfruens Haar.
Hvorfor flygtede den høje Mandsskikkelse? Erik
Jarl plejede ellers ikke at være ræd. Det havde han
vist i Odense, da han sammen med Bengt Svendsøn,
og Thorgunnasønnerne mandelig værgede Kong Knud
ved Vespersangen hos Sankt Alban og tilsidst med
Skjold paa Ryggen og Sværdet i begge Hænder
huggede sig en blodig Vej gennem Stimmelen ud ad
den søndre Kirkeport. Dankonning Knud var traadt
ind i Allehelgens hvide Skare; i samme Fylke
omkring Herren og næppe lavere end hellig Knud havde
ogsaa Bengt fundet Plads — thi ingen Kærlighed er
stor som den, der sætter Livet til for sin Næste.
Saligt hist oppe i Livets Land; der falmer ikke den
mindste Blomst, og aldrig falder der Sne andet end
af røde Rosenblade. Men nede paa Jorden, hos det
Folk, som dræbte sin Konge, rugede Uaar over
Danmark. Oluf, Medvideren i den onde Daad, bar
Kongespiret, men Spiret rystede i hans Hænder, thi
Guds Vrede var over ham. Og selv Erik Jarl hin
ejegode, den bedste af Svendssønnerne næst de to,
som var skrinlagte i Odense, blev stundom Bytte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
