Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingegerd Thorildsdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De Tider er længst forbi. Paa Fyens Land findes
vel et Sted af Navn Sedena eller Seden, men
Ruta-blomsten, Morgenrødens Søster, har løftet sig paa
gyldengrønne Vinger og er fløjet østerpaa hjemad
mod den opstaaende Sol, hjemad til Solen over
Steppen.
Det samme gjorde ogsaa Ellisif-Jelisavéta, da
hendes Husbond Sven gik ud af Livet. Ilde saa
Stedsønnerne til hende, baade den tavse Harald og den
vredøjede Knud. Ikke at de talte onde Ord; de saa
kun paa hende, og hun kunde ikke værge sig mod
deres Øjekast; Smilet falmede fra hendes Ansigt
som Steppens Klokkeblomst falmer mod Høst. Saa
tog hun sit Helgenbillede, under hvis Værn hun var
bleven sendt fra Kijev til Norden, hun tog sin
otte-aarige Søn, den mildøjede Thorgils Svenssøn og med
ham sin liden Fosterdatter Asa, yngste Barn af Sven
Thorgunnasøn, fader- og moderløs næsten fra
Fødslen. Med dem i sine Arme drog hun tilbage til
Hjemmet østerpaa at bo hos sin Broder Isaslav i
Tschernigov, thi hendes Fader var gangen til Hvile.
Men fra Birkelunden ved Seden fløj alle Nattergalene
bort med hende i Følge.
Aarene gik, og paa Jorden er der ingen Fred,
somme Tider allermindst, hvor Barndommens Vugge
stod. Kun en eneste Stund hersker Tryghed
overalt, i Midnatstimen før Julegry: Fred paa Jorden og
i Mennesker Guds Velbehag. Derfor skal her ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
