Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
us
Person nede i Lukafet, nemlig Masters
Mat Jolliffe, der havde fæstet sit Blik
paa Jack, og som denne nu til
Gengæld sendte et opmærksomt Øjekast.
Det første, Jack lagde Mærke til,
var, at Mr. Jolliffe var meget stærkt
koparret, og at han kun havde eet
Øje, men det et meget
gennemtrængende. Det lignede. nærmest en lille
Ildkugle og saa ud, som om det kastede
mere Lys tilbage fra den enlige Lampe,
der fandtes i Lukafet, end den kastede
ind i det.
«Dit Udseende synes jeg ikke videre
godt om,» tænkte Jack; «vi to blive
næppe Venner.»
Men her begik Jack den ikke
usædvanlige Fejl at bedømme et Menneske
alene efter det ydre, hvilket vil
fremgaa af det følgende.
«Det glæder mig at se Dem paa
Benene igen, Kadet,» sagde Mr.
Jolliffe, «De har været krænget over, en
god Del længere end sædvanligt; men
det kan for Resten være meget gode
Tegn, for det er gerne de stærkeste,
der maa lide mest — det var ellers
noget sent, De blev betænkt paa at
komme om Bord; men man siger jo
rigtignok: bedre sent end aldrig.»
«Jeg kunde have stor Lyst til at
disputere om Sandheden af dette
Ordsprog,» svarede Jack; «men det er vel
ikke til nogen Nytte for Øjeblikket.
Jeg er skrækkelig sulten — hvornaar
mon jeg kan faa nogen Frokost?»
«I Morgen Klokken otte en halv,»
svarede Mr. Jolliffe. «I Dag er det to
Timer siden, der blev trakteret med
Frokost. » i
«Ja, men kan jeg da slet ikke faa
noget?»
«Det siger jeg ikke, for vi maa jo
holde Dem noget til gode paa Grund
af Deres Sygdom; men Frokost bliver
det rigtignok ikke.»
«Kald det blot, hvad De vil,»
svarede Jack, «naar bare De vil bede
Tjeneren om at give mig noget at
spise. Ristet Brød eller Smaakager —
det er det samme, hvad jeg faar, dog
vilde jeg rigtignok gerne have lidt Kaffe
til. »
«De glemmer, at vi ere paa Højden
af Finisterre og i et Kadetlukaf; vi
have ingen Kaffe — Smaakager se vi
aldrig noget til, og ristet Brød kunne
vi heller ikke skaffe, da vi ikke have
noget Hvedebrød at lave det af. Men
en Kop Te og Skibstvebakker med
Smør skal jeg nok bede Hovmesteren
om at lave i Stand til Dem.»
«Nu vel, De skal have mange Tak,
hvis De vil skaffe mig det,» "svarede
Jack.
sOhoj, Mariner!»
«kald paa Mesty!»
«Kald paa Mesty!» raabte
Marineren, og derefter gik de tre Ord fra
Mund til Mund, indtil de forsvandt i
den forreste Del af Skibet.
Den Person, der bar dette Navn,
maa vi nu forestille for Læserne. Det
var et besynderligt Væsen — en Neger,
der var bleven bragt til Amerika som
Slave og solgt der.
Han var meget høj og slank,
temmelig mager, men meget muskuløs og
havde et Ansigt, der slet ikke var
almindeligt for hans Race. Hans Hoved
var langt og smalt, men Kæbebenene
vare meget fremstaaende, og fra dem
løb Ansigtet ned til Hagen i en Spids,
Næsen var lille, men lige og næsten
romersk af Form; Munden var
ligeledes usædvanlig lille, og hans Læber
vare meget tyndé af en Negers at være.
Tænderne vare meget hvide og spidst
tilfilede.. Han paastod at være født
som Prins i sit Fædreland, men om
dette var sandt eller ej kunde
naturligvis ikke bevises. Hans Herre havde
bosat sig i New York, og der havde
Mesty lært Engelsk, om det da kunde
kaldes saaledes, thi egentlig havde han,
da næsten alle Arbejdere i New York
ere Irlændere, lært Engelsk med den
Udtale og de Vendinger, der ere
ejendommelige for Irlændere, og dette Sprog
var ’tilmed bleven blandet med
amerikanske Ord.
Da Mesty havde hørt, at der ikke
fandtes noget Slaveri i England, havde
han stjaalet sig om Bord paa et engelsk
Koffardiskib og var saaledes flygtet fra
sin Herre. Da han var kommen til
raabte Jolliffe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
