- Project Runeberg -  Mr. Midshipman Easy /
139

(1899) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Peter Jerndorff-Jessen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

føle sig tilfreds, lod han hende faa sin
Vilje i alle Henseender.

Tiden gik hastig; jeg var allerede
bleven femten Aar og var kommen
hjem fra den Skole, hvor jeg var
bleven opdraget; thi det var bleven
bestemt, at jeg skulde træde ind i
Hæren, hvilket, som De ved, i
Almindelighed anses for at være det eneste,
der anstaar sig for Sønner af adelige
Familier.

Da jeg altsaa i al den Tid havde
været ude mellem fremmede, vidste jeg
kun meget lidt om, hvorledes det stod
til hjemme; dog havde jeg nu og da
hørt min Moder omtale med ringe
Agtelse, naar man ikke troede mig
nærværende, medens min Fader blev
omtalt med Medlidenhed, som om der
blev gjort ham stort Uret; men mere
vidste jeg heller ikke. Dog var dette
tilstrækkeligt for en ung Mand, hvis
Blod kogte ved Tanken om, at der
kunde blive sat en Plet paa hans
Families Navn.

Naa — jeg kom altsaa hjem; jeg
traadte ind til min Fader og fandt ham
siddende fordybet i sine Bøger — jeg
gik ind og hilste paa. min Moder —
og fandt hende siddende sammen med
sin Skriftefader, i

Ved det allerførste Øjekast
mishagede dette Menneske mig. Han var
unægtelig en smuk Mand: hans Pande
var høj og hvid, hans Øjne store og
fyrige, og hans Skikkelse anselig og
bydende, men han havde et overmodigt og
hovent Udtryk, der frastødte mig, han
havde slet intet ydmygt eller
gudfrygtigt ved sig, Som en Rytterofficer, der
førte sit Regiment frem til Kamp,
kunde jeg maaske have beundret ham,
men som en Kirkens Mand forekom
han mig langtfra at være paa sin
Plads.

Hun forestillede mig med Blidhed
og venlige Ord, men han behandlede
mig med sand Foragt. Han talte i en
myndig Tone til min Moder, der lod
til at lyde ham blindt, og jeg
opdagede snart, at han var den egentlige
Herre i Huset. Det blev ogsaa sagt,
at min Moder ganske havde hørt op

med sine Forlystelser og var bleven
meget hellig, Jeg opdagede snart, at
der maatte bestaa et meget intimt
Forhold imellem dem, og jeg havde ikke
været to Maaneder hjemme, før jeg
havde afgørende Bevis paa min Faders
Vanære og — hvad der var det
værste for mig — de skyldige vidste det.

I min første opbrusende Harme
vilde jeg have sagt min Fader det hele,
men vel nærmere Eftertanke fandt jeg
det klogest at tie med, hvad jeg vidste,
hvis jeg kunde faa min Moder til at
opgive Pater Ignatio. Jeg greb en
Lejlighed, da jeg traf hende alene, til at
udtrykke min Harme over hendes
Opførsel og forlange, at han øjeblikkelig
blev afskediget, hvilket var den eneste
Betingelse for, at jeg vilde tie stille
med hendes Brøde. Hun lod til at
blive meget forskrækket og sagde ja
til, hvad jeg forlangte; men jeg saa
snart, at hendes Skriftefader havde
større Magt over hende end jeg, og
han blev,

«Nu besluttede jeg at sige min
Fader alt, og jeg rev ham ud af hans
Studeringer, for at han kunde høre sin
Skændsel. Jeg troede, at han vilde
have handlet med Fatning og roligt
Overlæg; men han blev tværtimod saa
hidsig, at det gik over alle Grænser,
og jeg havde den største Møje med at
afholde ham fra at styrte ind og dræbe
dem begge med sin Kaarde. Endelig
lod han sig nøje med at jage Pater
Ignatio ud af Huset paa den mest
vanærende Maade, og derefter
underrettede han min Moder om, at hun
nu maatte belave sig paa at begive sig
i Kloster, hvor hun skulde tilbringe
Resten af sine Dage. Men han faldt
som deres Offer: Tre Dage efter, da
min Moder paa hans Befaling skulde
føres bort til Klosteret, faldt han i
Krampe og døde. Jeg behøver næppe
at sige, at han var bleven forgivet;
men dette kunde ikke bevises før længe
bagefter.

Men før han døde, syntes han paa
en næsten overnaturlig Maade at være
forberedt paa en Begivenhed, som jeg
aldrig havde tænkt mig Muligheden af.

18%

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed May 15 11:22:12 2024 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/midshipman/0143.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free