Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 202 —
Ret! De er min egen Knøs!»
svarede Guvernøren; «men den Ting maa
jeg spekulere nøjere over; thi Wilson
er den personificerede Æresfølelse og
vil sikkert gøre Vanskeligheder. De
har vel ikke omtalt Sagen til nogen?»
«Nej, ikke til en Sjæl med
Undtagelse af Dem, Sir Thomas.»
«Det gaar aldrig an at fortælle
ham den rette Sammenhæng, Jack;
for saa vil han bare staa fast paa,
at Legatet tilhører Dem.»
«Nu har jeg det, Sir,» udbrød
Jack. «Da jeg var ved at gaa ind
til Maskeéraden, vilde jeg tilbyde at
hjælpe denne gamle med Diamanter
besatte Dame ud af sin Karet, og
da blev hun saa forskrækket for min
Mjævledragt, at hun vilde være falden
om og besvimet, hvis ikke Kaptajn
Wilson var sprunget til og havde givet
hende sin Arm, for hvilket hun
takkede ham meget inderlig.»
«De har Ret, Jack,» svarede
Guvernøren efter at have tænkt sig lidt
om; «jeg tror nok, at det vil gaa
paa den Maade. Imidlertid maa jeg
fortælle ham Historien om Munkene,
da jeg svor paa, at De havde noget
at gøre med det — men mere skal
han heller ikke have at vide.
Overlad De nu blot det hele til mig.»
Kaptajn Wilson kom tilbage om
Eftermiddagen og fandt Guvernøren
i Verandaen.
«Nu har jeg talt med den unge
Easy,» sagde Sir Thomas, «og han
har fortalt mig en meget interessant
Historie om hin Aftens Hændelser,
hvilke han hidtil har været bange for
at aabenbare. »
Derefter berettede Guvernøren
Historien om Munkene og Testamentet.
«Ja, det kan nu være meget
morsomt,» bemærkede Kaptajn Wilson,
da han var færdig; «men den Historie
giver jo ikke den mindste Oplysning
om Legatet.»
«Nej, ganske vist, men alligevel
har Jack, som jeg sagde, haft en
Haand med i Spillet. Da han i sin
Djævledragt gik ind til Maskeraden,
forskrækkede han den gamle Donna,
medens De greb hende i Deres Arme
og forebyggede, at hun faldt — saa
De ser, at han har sin Del i det.»
«Ja, nu husker jeg nok, at jeg
reddede et gammelt, diamantbesat
Fruentimmer fra at falde om, da hun
saa en Djævel komme hen imod sig,
og denne Djævel har naturligvis været
vor fælles Ven Jack.»
«Ja, og der har De altsaa
Forklaringen paa det hele. »
«Tusinde Dubloner for at have
samlet en gammel Dame op!»
«Ja, hvorfor ikke? — Har De
ikke hørt ’Tale om den Mand, der
fik en hel Formue testamenteret, blot
fordi han havde lukket en Kirkestol
op for en gammel Herre?»
«Ja, men det lyder alligevel alt
for usandsynligt. »
«Der er ikke noget usandsynligt
i denne Verden, Wilson — nej, aldeles
ikke. Vi kunn2 slide og slæbe i
mange Aar og ikke faa nogen
Belønning, og saa for en ubetydelig
Høflighed blive sat i en uafhængig
Stilling. Efter min Mening er
Mysteriet nu opklaret. Jeg kender godt
Familien af Omtale og ved, at den
gamle Dame maa have efterladt sig
en umaadelig Formue. Hun saa Dem
i fuld Uniform og maa have spurgt
om Deres Navn; et tungt Fald vilde
for en saa svær Person have været
en meget alvorlig Historie; men De
reddede hende, og nu har hun
belønnet Dem kongeligt.»
«Naa,» svarede Kaptajn Wilson,
«da jeg ikke kan tænke mig nogen
anden Forklaring, maa denne vel være
den rette; men det er dog næppe
rigtigt at berøve hendes Slægtninge
tusinde Dubloner blot for en simpel
Høflighedshandling. »
«Nu bliver De virkelig morsom.
Den gamle Dame ejede, efter hvad
jeg har hørt, det halve Murcia, og
de tusinde Pund vil for de efterladte
ikke sige mere, end om en Englænder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
