Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De var ene. I kabinettet var der så stille,
duften af zwieblerne fyldte det, og den
engelske ovn kastede sit ildrøde, spraglede skær over
tæppet, hvis mønster i denne belysning blev
sælsomt tydeligt.
Valdemar kendte en behagelig uro, en sød
angst — dette dunkle, fantastiske håb om
fjerne muligheder . ..
Kamilla lod ganske til at have glemt ham,
som hun lå der tilbageslængt i den bløde
lenestol. Et par sekunder varede denne pause.
»Jeg har hert Deres mor så ofte omtale,«
sagde hun omsider i en blød, nesten rørt tone.
»De må vist ha’ havt et særlig lykkeligt hjem?
.. Mit eget var så trist,« tilføiede hun med
rynket pande, »så trist —c«
Han svarede med en almindelig
konversationsfrase, der kun dårligt udtrykte al hans
sympathi for hende.
»Hvor gammel er Deres mor nu? De lever
jo sammen med hende, siger Westgård ...
Fortæl mig lidt om Deres hjem — Å, Deres
mor må vere en præktig dame — efter alt,
hvad jeg har hørt. — En smule streng — en
smule skinsyg, ja. — Som alle mødre, der
kun har én søn. — Det er så tilgiveligt.«
»Nei, hun er ikke streng,« svarede Valdemar
alvorligt. »Hun er godheden og
overbærenheden selv —«
Og han fortalte på en ukunstlet vis om hende,
om barndoms-årene, om hvilken harmoni der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
