Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Valdemar kendte godt salmen, det var den
gamle vakre: »I Jesu navn skal al vor gerning
ske«. Af sin mor, siddende som liden på hendes
knæ, havde han f÷rst lært den. Og mens han
stod der i orgel-brus og kirke-stilhed, dukkede
det ene rene minde efter det andet op af
barnedagene. . . . Den blå, solfyldte pintse-morgen,
da han ved moderens hånd, kledt i en ny brun
fløiels-bluse med perlemoders-knapper — å,
denne bluse glemte han aldrig! — vandrede
mellem blomstersmykkede grave ind i den lyse
kirke. . . . For en høitid der var over alt! Hvor
livet 1å blånende langt, i hemmelighedsfuld
skønhed foran ham. ... Han havde ikke
grædt, da presten talte, han forstod så lidt
af disse dybsindige ord, men da så orglet
bruste som flammende pintse-røster ud over
forsamlingen, da havde han bøiet sit hoved og
hulket, uden at vide hvorfor. Og moderen
havde aftørret hans tårer og kysset ham, og han
hørte, hvordan hun hviskende bad for ham
til Vorherre, at han altid måtte bevare
sønnens hjerte godt og rent ... Men hvor
feststemt, hvor bevæget end hans barne-sind var,
gennem dets høie vemod trængte dog hele
tiden den smilende bevidsthed om, at han til
middag vilde få pandekage med syltetøi på —
og pandekage var hans yndlings-ret. . . . Over
præke-stolen var der malet en hvid due på
himmelblå grund, og han spurgte sin mor,
om det ikke var den hellig-ånd. ... Hun
nikkede med hovedet, og senere forekom det ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
