Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
optagne med andre ting, pleier at leke med børn, uden
virkelig munterhed; fru Linde kommer, og hun fortæller
hende hele sin historie med italiensk tungefærdighed,
men dog med noget fraværende, som en, der ikke
følger rigtig med. Helst sidder hun — meget lidet
borgerlig — på gulvet og arbeider der med julesagerne.
I scenen med Helmer er der en vis undergiven ømhed
over hende — hos ham er det godt og varmt, og hos
ham er der beskyttelse, hun trykker sig op til hanv
mere som en syg end som et barn.
Alle de scener, som er helt prægede af Noras
moderne nervøsitet, kommer og går — men Duse bliver
ikke nervøs. Alt det bevægelige, abrupte, de mange og
pludselige omslag, de umotiverede indfald, alle disse
detaljerede træk hos den borgerlige dekadenses barn —
de vedkommer hende aldeles ikke. Hverken her eller
nogensinde. Duse spiller aldrig den nervøse. Hun spiller
den ikke, just fordi hun har nervernes fine, ægte
sensibilitet. Hun kan give det voldsomste sindsoprørs feber,,
og hun giver den ofte, men det brudte, lunede hos
nervøsiteten som disposition giver hun ikke. Dertil har
hendes sjæl og derfor også hendes smag for meget de
dybe svingningers lange, rythmiske bølgelinier.
Ibsens Nora er en hysterisk halvhed — og således
har også hans digteriske intuition, der går dybere end
hans hjerne, villet have hende. Eleonora Duse’s Nora
er helt kvinde. En kvinde, trykket af savn og små
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
