Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
Til den store Opdager kommer, den store
Kolorist.
Sæt dem ut i Solen og de dør, blir tørt Kridt.
Nei, men Hr. Barées da, tænk, at De vil si no
saa’nt — om Solen, sa Victorine, jeg skjønte
ikke hvad Sol var før jeg saa Claude Monets.
Vi eide engang et. —
Jeg har hørt dette Snak om Kridt før, sa Even.
Monet sa engang: Det, som sier os noget, det
faar vi male.
Fra de smaa Forretter og Fisken var det
kommet til Kylling og Salat.
Even hadde reist sig for at skjære for, Victorine
bøide sig frem med sit Glas, da Paul syntes at
ville skjænke, men hans Plik gled graadig nedover
hendes bare Hals og syntes at klæ hende av. —
o >
Et hvitt Lyn blendet Even, da Forskjærkniven
hugg sig knasende ned, han tværslap den og
Gaffelen og satte sig eller laldt om paa Stolen.
Hørte han det jamre et Sted? — Nei, der stod jo
Kniven dirrende fast i Bordet, og hun og Paul
stod og holdt i ham.
En konfus, vild Glæde, en Lykke saa stor, at
han tvilte paa den, kom vældende over ham,
eftersom han kjendte Pulsen vende hamrende tilbake.
Han prøvde at le og blaaste av det, og sa:
Jeg blev nok pludselig svimmel, uff, noget saa
dumt at skræmme dere saa’n!
Han lot hende binde en hvit Serviet om Hodet,
hendes puslende Hænder skalv, han smilte og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
