Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 5. Det jyske natmandsfolks sammensættning og benævnelser. Dets antal og fordeling. Dets væsen og livsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
vilde undervise hende? Præsten lovede det; men konfirmation
påfulgte næppe. Ti, skriver Krarup, »sagen er, at familien har
hverken der eller nogetsteds tilhold og kan følgelig ej finde roligt
opholdssted så lang tid, som dertil behøves«.
Alle mine hjemmelsmænd sætter som givet, at mange, eller
de fleste, af de omvankende ikke var kirkelig viede; hvilket den 12
gang var den eneste form, man kunde tænke sig for et fuldgyldigt
ægteskab. De færreste af disse tog sig imidlertid den sag nær.
Sædvanlig lod de det blive ved en mundtlig aftale, der i det
höjeste bekræftedes ved den sindbilledlige skik at i kaste kæp
sammen«, der forklares ved, at de to forelskede byltede tiggerstav 12
med hinanden, eller tilkastede hinanden deres kæppe; af Boeck
således, at manden kastede eij stok, kvinden greb i hånden. Lost
bundet er let lost; og det horte, efter forskelliges udsagn, vistnok
ikke til sjældenhederne, at de således forenede eller
sammenkæp-pede igen adskilte sig, bred stokken, og hver for sig indgik ny 12
forbindelser. Ahlefeldt Lavrvig bemærker dog, at samlivet stundum
varede »10 eller flere år«. Han kunde gærne have sagt, at det ikke
sjælden holdt sig for hele livet; og der haves eksempler på
heltemodig opofrelse i det mindste fra den kvindelige side. 12
125. At glarmesterfolkene sjældnere end de egenlige natmandsfolk
indgik „ordenlige ægteskaber" (Viborg stændertid. anf. st.) var igen en
følge af, at disse oftere havde et hjæm (og var konfirmerede). —Kuriøst
er det, at for så vidt som enkelte omløbere var „ordenlig gifte", var det
netop dem, der kom til at volde juristerne (Ahlef. Lavrv.)
samvittighedsskrupler, eftersom det da blev tvivlsomt, om man torde straffe dem som
løsgængere (forordn. y 1791 § 1). Hvormed kan sammenlignes den
gejstlige øvrigheds forlegenhed med hensyn til altergangen, se for ved
anm. 52.
126. Fyns st. adr.-av. 1815 nr 100; udvalgsbetænkn. i Vib. stændertid.
1856 (2, 992). Udvalget tilföjer, at de „ikke synes at lægge megen vægt
på disse ceremonier, men snarere at anse dem for morskab under deres
gilder". En udførligere og smukkere beskrivelse over denne skik giver
Brosbøll i D. folkebl. 7de årg. nr 28 s. 112 sp. 1; jf. Dorph s. 65 anm.
og St. Blicher Viborg amt s. 22.
127. Undall 1825: „deres bryllupper bestå i en mundtlig
overenskomst, som hæves, når dem selv tykkes". Efter udvalgsbetænkningen
anf. st. forlod de dog også uden videre hinanden, selv når de var virkelig
sammenviede.
128. Dorph s. 5 f. (fra 1825). Tilsvarende fra den mandlige side se
hos Sundt s."189 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
