Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vekst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 72
nærende luft strømme frem og tilbage over den og
opfrisker den kjærlig med sin natlige dug. Naaden
er ogsaa lige saa fri som luften. Gud Herren er
solen. Han er lig duggen for Israel. Man har ei
mere at skaffe disse ting tilveie, end man har at
frembringe sin egen sjæl. Man staar omgivet af |
dem, badet i dem, indesluttet rundt omkring af
dem. Man lever, røres og har sin tilværelse 1 dem.
Hvorledes skulde man da komme til at søge efter
dem? Gaar ikke de snarere og søger efter en:
Føler man ikke, hvorledes de trænger sig ind paa
en? Forstaar vi ikke, hvor utrættelig de appellerer
til os? Har vi ei hørt, hvor sørgmodige de er,
naar vi ikke vil have dem? Vort arbeide er derfor |
endnu ikke kommet. Røsten siger fremdeles:
«Vær stille |»
Idet saaledes baade vekstens vilkaar og dens
indre princip begge skjænkes af naturen, er det
lille, som staar tilbage for mennesket at gjøre, kun
dette ene at tilveiebringe forbindelsen mellem de to
ting. Det forarbeider intet; det fortjener intet; det
behøver ikke at være bekymret for noget; dets
eneste pligt er at være under disse vilkaar, at |
dvæle i dem, at tillade naaden at have sin gjerning
med det, at være stille herunder og vide, at det er
Gud, som handler med det.
Striden begynder og behersker hele livet med
sin aldrig endende kval fra det øieblik af, man
forglemmer dette. Man kjæmper for at give sig selv
vekst istedenfor at komme tilbage igjen i stilling.
Man gjør kirken til et verksted, medens Gud tænkte,
den skulde være en skjøn have. Og endog i ens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
