Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Nu, da jeg kun eier to Pregle Blod,
nu er jeg vakker, nu er jeg god,
nu da jeg blegner
Buster man gjor, og Portrajtter man tegner.«
skriver han sclv med let forstaaelig Vemod,
Den ute Juli 1845 var hans sidste Dag. Rygtet om, at hans
Dödsstund narmede sig, spredte sig ud over Byen, og om Aftenen strommede
Mennesker fra alle Kanter sammen udenfor hans Rolig. De fyldte
Gaards-rummet, Haven og Gaden udenfor, og der stod de og ventede i angstelig
Taushed Time efter Time, indtil det Budskab en Timestid efter Midnat
naaede ud til dem fra Sygevarelset, at nu havde Henrik Wergeland draget
sit sidste Suk. I de folgende Dage drog Tusinder af Mennesker op til hans
Bolig for at se de velkjendte Trak for sidste Gang. Mange kom reisende
langveis fra, Modre kom med sine Born og loftede dem op, for at de skulde
faa se ham, som han laa der smilende og lys i Doden som i Livet.
Da han den ijde Juli blev fort til Graven, skede det under en
Del-tagelse saa stor, at Magen aldrig havde varet seet i Hovedstaden.
Paa sit Dodsleie skrev han om sig selv: »Jeg var intet andet end
Digter«, og den Karakteristik vil man finde traefifende, naar man erindrer,
hvad han forstod ved det at vare Digter. En Digter var efter hans
Mening ikke en Drömmer, men en Seer, ikke en Trubadur, men en Forkynder,
ikke en Kunstner, men en Folkelaerer. Kunsten for Kunstens egen Skyld
var en Grundsatning, han ikke anerkjendte. Naar han sagde, at han ikke
havde varet andet end Digter, var det altsaa ikke i angrende
Selverkjen-delse, der kom försent; det var udsprunget af en vardig Selvfoldse, som
skuede tilbage over Fortiden og uddrog dens Resultat.
Han var Digter, som ingen anden Nordmand har varet det hverken
for eller siden.
Den lyriske Digtning var hans rette Felt. Han var i den Grad
lyrisk anlagt, at naar han forsogte sig paa det dramatiske eller episke
Om-raade, blev det til Lyrik altsammen der ogsaa. I lans poetiske Fortallinger
er ligesaa lyriske i Föredraget som Byrons eller Alfred de Mussets, og hans
Skuespil vrimler af lyriske Pragtsteder, der skader deres dramatiske
Virkning. Derfor fik heller ikke et eneste af dem fast Fod paa Scenen.
Som Lyriker var Wergeland naiv. Han vendte ikke Blikket indad
mod sig selv og fortabte sig i Fremstillingen af sine egne Stemninger; han
var udadvendt, og han gik fuldstandig op i Udenverdenen. Store Ideeiv
store Personligheder, store historiske Begivenheder var det, han begeistredes
af og digtede om; og med samme Begeistring omfattede han Naturen; selv
det mindste Kryb og den mindste Blomst var ikke for smaa for hans
Digtning. En Sommerfugl, der flagrer udenfor Vinduet, en Svale, en Ro.senbusk,
nogle smukke Aftenskyer — det var nok til at afgive Stof til rige Digte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
