Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Istedetfor min Pult et Biait
paa Knre jeg breder ud . . .
Kom, kja;re Viv!
Din Haand mig giv!
Paany begynde vi et Liv.
Men er det vrerdr Hvis Du er trait,
da lad os gaae til Gud.
Jeg lajnge liar paa Himlen se’t:
meer stKrkt er Stjernens Blink.
Mig syntes med
ved Söens Bred
den var meer blaa — som KlokkersBed.
Hjselp mig, min Viv! Jeg veed ei ret,
om det er Himlens Vink.
O! Stjernen blinked ikke saa,
saa blaaned Saen ei,
som hendes Blik;
en Straale kvik
mod Himlen skjod, en um jeg tik . .
Kom, Viv! nu kan vi trostigt gaae
i Verden ud vor \’ei.
Paa Sygelejet.
(Indleilmngsdigt til rJO(limlen, elleve blflmstrcnde
Toruekviste.“)
Det Iisdryps Rislen i min Barm..?
og disse Stik af Ild .. ?
Lad Döden kalde det sin Seir!
Det er min Himmels Foraarsveir,
dens Vaarfrembrud — snart kold, snart
\ arm,
min Saliglieds April.
Dog kjaemper Hjertet i mit Bryst
mod Dödens Trsengen ind.
Det slaaer den endnu Dag for Dag
tilbage kjrekt med tunge Slag.
Mit Sind ei roligt, klart og lyst
som Kjern i Maaneskin.
Kanhaende d a min Tornefior
udsprungen jeg faaer see?
Först Kviste syv, saa to fremskjöd,
ialt der elleve frembrod;
og kommer ikke Dödens Lee,
den skyder fleer, jeg troer.
Ak! blomstrer som i Gulistan,
som Schiraz1 Centifol!
Dog soger Ingen eders Sted:
I blomstre i den Eensomhed,
hvorhen jeg er forjagt i Ban
fra Folket, fra min Sol.
Ja til den öde Eensomhed
af Landsmsend jagt i Ban!
De vrede Daarer ikke veed,
at den en heilig Urskov er.
Soni sluppen Fugl jeg levte der,
som frien Indian.
Brasiliens Skov med Palmetrae’r
af hundred Alens Top,
hvortil den blaa Passionsblomst med
Gamellien klattrer sammen op,
saa stolt og pragtfuld dog ei er
som denne Eensomhed.
Der mangier det pää Syner ei
og Aandernes Besög.
Som Skyer, der gaae lavt og midt
igjennem Skoven soge Vei,
de Minder graa forbi mig tidt
i Eensomheden strög.
Dog maa jeg vcere bleven ramt
her i min elskte 0rk
af Trolddom eller Slangebid:
min Arm er mat, min Kind er hvid,
mit Blod det linder nu saa tamt,
og Aaren er saa mork.
Ah, Döden har, den store Aand,
bla;st af min Livstraads Haar.
Til Folk jeg vil mig skebe frem:
jeg gjerne vil forta:l!e dem,
livor sidste Plantning fra min Haand
i Blomst i 0rknen staaer.
Se, 0111 ei Honning drypper söd
fra hver en Rosenknop!
om ei Inert udslaa’t Blomsterblad
er tegnet med et kjajrligt Kvad,
liver Roses aabne Purpurskjöd
en heilig Bog lukt op!
Blot Döden vil mig skjaenke Frist
til Floren frem er brudt!
Men o! han har mig alt omsust,
mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
