Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
um jeg ikke meer forstod
hvorfor hun er uden Blod,
paa liiint skarpe Purpurskjær,
paa hiint sikkre Flammebilled,
af den Fæstensring, soin brodes
kun af Doden, som den Dodes,
som paa hendes Kinder spilled,
paa den hede Draabe nær,
som jeg angest saae paa Kinden
i Fremtindren og Forsvinden?
Ve, sin Stribe af Karmin,
Arret efter Smertens Bid,
Dodens Judaskys indsvi’d,
bærer endnu hendes Kind!
Stjernen er ej hvid som denne,
syge Perle ej saa bleg
— (Liljen, som af Mulden steg,
er jo vistnok ogsaa Hende),
Dybets Glod, Korallens Brand,
solskinmrettede Rubin
tindrer ej saa hedt som hiin.
Ve, om efter disse Mærker,
som hvert Ojekast torstærker,
om jeg da med grum Forstand,
med en Ravnefadeis Vilje,
med et indbildt Blik, som al
Glæde fra sig selv bestjäl,
kunde skilne mellem disse,
mellem denne Pintselilje
og min doende Narcisse!
O hvad Jubelfryd opdager
jeg til denne Time spart!
Sode 0jeblik, der bruge
Tiden kun af Pilens Fart,
af et Glimt fra Solens 0je,
for den hele Gift at suge,
for det Bittre at fordoje
af saamange Dages Klager,
af saamange smertebulne,
jammerfulde, taaresvulne
Nattetimers vaagne Vee!
Lever jeg? Er bristefrerdigt
Oldingoje bleven værdigt,
til sin Salighed at see
saa fuldstændigt aabenbaret,
for velsignet Dod har klaret
med sit Pust hans 0jesteen?
Se der mangler ikke Een !
Der i Rosen ved sin Rose,
se, der er jo Brudeparret
Katharina og Johan:
Kjrerligheds Apotheose,
Katharina og Johan!
Begge i hinanden tabte,
i hinandens Billed skabte,
vexle deres Fljerter Slag
under Taarers Sammenblanden
i et evigt Favnetag,
vexle deres 0jne Lys,
tnende Straaler i hinanden,
vexler Lceben Saligheder,
hqje, endskjondt tause, Eeder,
i de endelose Kys.
Salig er jo Bryllupsstunden,
slugt af Flammen, gjenoprunden?
Himmelnaadens milde Graad
gjorde Asken frugtbarvaad,
mine egne Taarers Krrefter
dugged tast og lunkent efter,
hede Stonnen af min Vaande,
mine Bonners varme Aande
lokked da fra Buskens Skud
begge mine Roser ud:
Katharina og Johan,
begge disse sammenbojde,
i hinanden saa fornojde,
morgenrode, morgenfriske
Roser, som isammen hviske —
Katharina og Johan.
Mig i mode; som fra Bunden
af to gyldne Trylleskaaler,
fra de dybe Roser straaler
deres fagre ungdomshulde
Aasyns Trrek saa frydefulde.
Thi for dem er Bryllupsstunden,
den som Flammerne fortrerte,
atter salig gjenoprunden,
Hjerte knyttende til Hjerte,
Katharina til Johan.
Thi ved Himlens Under kan
nu i Fred jeg gamle Hyrde
deres Vielse fuldbyrde,
afbrudt paa hiin Raedselsdag,
ende saa i Ro og Mag
Brudetalen, som de vilde
rsdsomme VValloners Magt
havde Hjerte til at spilde
for Velsignelsen blev sagt.
Nu jeg frit, med Haand paalagt,
Guds Velsignelse nedbeder,
Himlens Vasld af Saligheder,
Brud og Brudgom, over Eder:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
