Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar Skumring hviler paä Fjeld og Vang,
og lukker al Verdens Munde,
da nynner han forst sin bedste Sang;
hans Nat er lang:
han kan ei hvile og blunde.
Jeg horte ham hulke, mens Aftnens Skjier
svandt hen bag de dunkle Skove.
Da trillede Duggen fra alle Trie’r,
der stode nrer
og skygged den klare Vove.
Hans Harpe spilled med dajmpet Streng
den ommeste Serenade:
»God Nat, min Rose! Ak, til din Seng,
fra Skov og Eng,
gaa Drommenes Alfer glade.
Du aander oggloder saa skjasr og varm,
og ved ei, hvad jeg maa friste.
Jeg dover min Sorrig i Sus og Larm;
men ak, min Barm
vil aldrig dit Billed miste!«
! En Lotos-Plante blomstrer over Vandet;
i Bo’.gers Leg den hrever sig og daler,
i Vindens Vift den sine Kinder svaler, —
I da horer den en Spotter-Rost fra Landet:
>0 svage Blomst, Du skabtes ei til Andet
end til et Varsel for den tomme Praler:
din Glands er endt, naar Vinden det be-
faler;
snart er Du kvalt og odelagt og strandet< .
Men Lotos-Planten svarede den Kloge:
Min Rod er skjult for dine Blikkes Taage;
dens Liv er friskt, urokkeligt og roligt.
»Men just fordi jeg fjerned mig fra Skoven,
og just fordi jeg vugger mig paa Voven,
mit 0ie er med Stjernerne fortroligt.«
Fred i Kamp.
I Stormen.
Stormen gaar sin Krempe-Gang;
Havet vaagner af sin I )vale.
Horer Du den brudte Klang?
Dybets Torden-Ruster tale.
Tor Du kja:k ved Roret staa,
ride paa den hoie Raa?
Eia! frit lad Stovets Evne
svulme i det vilde Stevne.
Hiev Dig i den stolte Dyst
paa din Snekkes 0mevinge!
Snart Du skal med Guddomslyst
Nattens dunkle Magter tvinge.
Seiren hviler i din Arm, —
Bolgen brister i sin Harm;
Hjemmets Strande, gronne, smukke,
frem i Morgenroden dukke.
Et Liv, hvor Individet
ser sine Blomster dodes,
og agter det kun lidet, —
hvor Herren aabenbares,
hvor alt det Spredte modes,
forsones og forklares, —
et Haab, der riekker over
hver Alpetop af Viden,
og gjennem vrede Vover,
i Regnskyl og i Torke,
ser Clair-Obscur i Tiden,
hvar 0iet kun har Mörke, —
det er de gyldne Stempler,
hvormed Alfader fester
til K vad i Lysets Templer,
til Kamp, naar Templer falde,
Profeter, Helte, Prrester
og luevarme Skalde.
Hvor Barmen angstfuldt banker,
hvor 0iet nedad skuer,
hvor Sjelen kun har Tanker
og Straäben for sin Slummer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
