Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch.
LJen gamle Digter er gaaet incl til Historiens Dom, og denne Dom
soger med engang lige til det inderste Vaesen i hans Digtning; den lader
sig ikke sperre Veien hverken af en fremadhigende Ungdoms ubillige
Meninger eller af hans egen Ålderdoms svagelige Produktioner; den tramger
gjennem de sidste Decenniers kjoligere Temperaturer ind til en Tid, da der
var Sommervarme over Digterens Lyrik; fra dette Centrum falder der
for-klarende Lys, baade til hans Digterbanes Udgangspunkt og til dens
Af-slutning. Munch viser selv Veien, idet han betegner Digtsamlingerne fra
1848 og 1850 som sit »lyriske Sommerliv«. Over dette lyriske Sommerliv
er der Ynde og Harmoni; Tonerne falder blodt og melodisk, og Billederne
er farverige og faste.
Allerede det förste af hans »gamle og nye Digte« (1848) viser os
en Digter, der giver sig helt hen i Naturstemningen og saa at sige lader
Naturen raade. Mens Welhavens Tanke undertiden griber forstyrrende ind
i Naturbilledet, mens hans mandige Personlighed behersker Naturen, lader
Munchs blodere Sind sig lettere tage tilfange. Denne Eiendommelighed
haanger noie sammen med Digterens hele Naturel. Han giver sig hen til et
Stof med en Inderlighed, der ofte kaster Illusion selv over Svaghederne;
han ser ikke Farerne i Stoffet, derfor lader han sig ikke lamme af dem,
og hvor han bevaager sig i Sagnets Verden, er hans romantiske Folelse ofte
saa egte, at man ikke hunger kan tale om Sympati; det er Tro.
Hvad der navnlig giver hin Digtsamling fra 1S4S dens Vzerd, er
Digtene fra Italien. De indledes af tolv Sonetter, der aander en formelig
Hjemve mod dette Land, en Hjemve, som naestcn synes en nordisk La;ser
sygelig og unaturlig. Men har han gjennemlaest alle de italienske Digte, da
vil han forstaa, at denne Digter ikke er en almindelig Italiareisende, men at
hans Kjaerlighed til Syden bunder i det dybeste af hans Vaesen. Andreas
Munch er Romantiker; den tyske Romantiks Tanker og
Tendenser fylder ham, og han deler dens Sympatier af sin hele Sjae 1.
Mens Welhaven reprsesénterer det Mandige i Kunstnernaturen, har Munch
hele dens fme, kvindelige Sensibilitet — og saa har Skjasbnen knyttet ham til
et Land, hvis Digtere saa haardt behovede de gamle Skaldes Dobbelthed, et
Land, hvor det gjaldt at vsere Nehemiasnaturer, at mure med den ene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
