Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ligesom Henriks Menneskekjerlighed,
der ikke lededes af Menneskekundskab,
paadrog ham Sorger og Processer, saa
gik det ham ogsaa med hans Politik.
Han vilde vaere Politikker, men han var
kun — noget bedre — Patriot og
Ingen vil nregte, at det var han af
Hjertet. Dette forte ham ind i den
be-kjendte Samfunds- eller Daemringsstrid,
denne langvarige, forbittrede Kamp, der
consumerede mere Aand, Vid og Galde
end der ellers forbruges i et halvt
Aar-hundrede, og som er lige mrerkelig,
en-ten man ser hen til de Krajfter den
ud-foldede, den Udstrtekning den vandt,
eller de gjennemgribende Folger den
efter-lod for vort Samfundsliv. Maaske ikke
mange af de Yngre har tsenkt sig klart
Henriks Forhold til denne Strid. Ligetil
henved Aaret 30 levede man der i en
geniytlig Blindhedstilstand; man skjod endnu
Fart paa i8i4’s Begivenheder og tcenkte
at med hvad der var skeet, var Land
og Lov bygget, nu havde man ikke
An-det at gjore, end lregge Hrendeme i
Skjodet og jubilere. 1
Studentersamfun-det drak man tappert hver
Samfundsaften og skraalte patriotiske Sange.
Henrik kom, et negte Foster af sin Tid. Han
löftedc vel Stemningen og rev de Andre
med sig, men han var btendet som
dem; ak, hvorfor skulde han ikke viere
det? Det var smukt, det var rigtigt saa
som han var. Hvor skulde han taget
den fremadskuende Reflexion, der oiner
Sandheden bag Fsenomeneme? Hvad
han kunde gjore og virkelig gjorde, var
at samle Raekkeme, lade sig kaare og
holde sig slagfasrdig. Welhaven kom
og fandt sin Mand parat og det var en
Tak vaerd. Hvad han har villet, fik
forst sin rette Gyldighed og Betydning
gjennem en Brydning med en
Modstan-der som Henrik.
Nu gjaelder det, at vinde selv en Krands,
Vt stills roligt for den indre Sands,
Hvad der maa vajkkes, skabes og
forbedres.
Med Welhaven kom den nye Aand,
der skulde gaa som en vrekkende,
for-friskende Luftning gjennem Landet, man
fik 0inene op, se! de gamle Skibe duede
ikke! Og Slaget stod, det store Slag,
og det lynede fra begge Kanter, og
Henrik-Merrimac kastede sin Granatregn
af »Sifuliner« og Monitor-Welhaven
sva-rede med riflede >Komplimenter> og
80-Pundinger af polemiske Stanzer, og
Daemringen faldt over Kampen, og
det var en prregtig og morsom Kamp,
og Alle saa til, men Blodet der flod og
de Kvaestede agtede man ikke paa.
Der er ofte bleven yttret en
Bekla-gelse over Henriks tidlige Bortgång. Jeg
vover hverken at modsige eller istemme
denne Klage. Den maa finde sit Svar
deri, at det er skeet, at det skulde saa
viere. Henrik har sagt et sandt Ord
om sig selv paa Dodsleiet: Jeg har kun
vrcret Digter og intet Andet. Havde
han lagt til: gid jeg aldrig havde forsogt
j paa at va;re Andet, saa havde det vaeret
endnu mere treffende. Ak, han var blot
skabt for sin Digterverden, til at see
fra dens Regnbusky ne c’ paa den ovrige
Verdensgang, som Barnet, der stikker
sin Haand ind i et Maskineri, maatte
nan smertelig böde ethvert Forsog paa
styrende at gribe ind i den.
For kort skulde han have levet?
Kan et Digterliv beregnes efter Lrengden ?
Silkeormens lsengste Tilvaerelse er nogle
Maaneder, da bliver den Sommerfugl og
doer. Men i den Tid har den spundet
tusinde Miglier Silke og fodt tusinde
Spirer til et nyt Liv. Som Digter har
Henrik levet fuldt, rigt og tenge. Livet
fra den Dag vilde blot bragt ham
Skuf-felser, og Anger over Feilgreb som han
dog aldrig vilde Irert at undgaa. Klog,
verdensklog var han aldrig blevet.
Saa lukkede Gud mildt hans 0ine
forend de for smertelig oplodes. Maatte
hans Sjrel finde den Hvile, den aldrig
vilde fundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
