Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den samme Hvisken lyder saa bonlig, saa bly
Fjernt henne fra min Barndoms gronne Dale.
Da griber mig en Lnengsel til Skov og til Fjeld,
Jeg horer atter Bjrelder og Lurlok ved Kveld,
Og Sus gjennem skjaeggede Graner.
Jakob Aall.
Himlen spaender ud sit silkelette
Telt omkring den gronne, lune Dal,
Og de rige Traer sit Lovhang flette
Sammen til en sorgende Portal.
Engen i sin sömmerfriske Ynde
Breder ud det blöde Floielshynde —
Al Naturen kjajrlig vil forkynde:
Nu den Gamle breres fra sin Sal.
Vuggeblodt som hans er aldrig Baaren
Loftet til den sidste Hvile hen;
Tung og hed som her har neppe Taaren
Dryppet over nogen Kiste end.
Laaget baerer Kors og Diamanter,
Mere glindsende og dyre Panter
Falde dog paa Broedens sorte Kanter —
Han var Egnens Fader og dens Ven.
— Nu skal jorden dajkke disse Fjaele,
Men hans Liv er ei tilendebragt:
I den blode Skrift hans Aand skal dvtele,
Med alt /Edelt hos sit Folk i Pagt.
Hver en Helt i Snorres Kongeraekker
Skjoldet med de blanke Maerker stra;kker
Over Graven, og hans Minde daekker
Med dets Glands mod Glemsels dunkle
Magt.
Men for alle dem, som stode naere
Om ham i hans foraarsfriske Host,
Er hans Hjerteliv en hellig Lrere
Med Forsonings og med 0mheds Rost.
Hvo der horte denne lette, fine,
Milde Skjaemt, og saa hans rige Mine,
Naar han Blikket heftede paa Sine,
Gjemmer ham for stedse i sit Bryst.
Nordens Kvinder.
Ved Studenterfesten til Ftedrencs Minde,
13 Januar 1846.
Naar Vaaren aander paa Li og Fjeld
Og vaekker Urterne af Dvalen,
Da dufte sodt fra hvert Bakkehajld
Vel tusind Blomster gjennem Dalen.
Men af dem alle er dog fagrest en,
Den glindser skjrer, foruden Plet og Men,
Og aander ud
Et Sommerbud:
Konvallen, Blommernes Blomme.
Den spirer helst paa et enligt Sted,
Hvor Bakken luner for Vinde;
Men Duften lokker dog hen dit Fjed,
Hvor du dens Klynger kan finde.
Der staar den, skjult bag det brede Blad,
Og boier bly mod Jord sin Klokkerad —
O, se dens Kind,
Hvor lys og lind:
Ja, den er Blommernes Blomme.
Konvallen ligner dit Hjertes Brud,
Din blonde nordiske Pige:
Den liljerene, den skjrere Hud
Kan Sindets Renhed dig sige.
O, denne milde, klare Skjonheds Magt
Hver nordisk Ungersvend i Baand har lagt.
Den dufter bly
I Lne og Ly —
Den selv er Blommernes Blomme!
Saa trenk paa hende, du i Klyngen tog,
Og lad for hende Hjertet banke —
I al din Foraarsrigdom har du dog
Ei nogen fagrere Tanke!
Den bringer dig det forste, glade Bud,
At Aandens Sommerblomst vil springe ud
I I.ysets Bad,
Med deiligt Blad,
Til Krands for Blommernes Blomme!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
