Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg vandrede Renernes Vei
Over styrtende steile Urer,
Hvor den >ilde, graabrune Hei
Fjernt strenges af Joklens Konturer.
Men ensteds hurte jeg godt
1 det öde, lause Fjeld
Fra Bjergva:ggen over et gronnende Ha;ld
Baade Langleg og Mundharpeslaat.
Jeg gik i den saftgronne Dal
Mellern duftende Birkelier,
Hvor Bjergelven bugter sig sval,
Og kjolte min Vandrings Stier.
Mer friskt end Bladenes Duft
I de svaiende Birkes Lund
Steg Stevet fra Bigens blomstrende Mund
1 den krydrede Sommerluft.
Jeg gled paa den vuggende Baad
I de trange, lukkede Fjorde,
Hvor Luvranken dugges vaad
Af Fossens skumhvide Borde.
Hvor Brseen blinkende hang
Og trued den gronne Vaäg,
Fortalte min Karl, at St. Olafs Fgg
Har sat Skjelne, mens Prsesten sang.
Og Alt, hvad jeg horte og saa,
Har talt med en kjrerlig Stemme,
Og böd mig, da jeg maatte gaa,
At hilse Eder herhjemme.
Jeg bringer det kaldende Btid
Fra vor rige Fjeldnatur:
Til Vaaren klaeder sig Klippens Mur
Paany i sit blommede Skrud.
Helgenotra.
i.
Hvor den gamle Kirke fra den gronne Dal
Lofter sine störe Tage,
Mens den peger mod en bedre Tempelhai
Med de mange Spir, der rage:
Raster Helgenotra fra den anden Led
Trudsels-Skygger dybt paa Hittervandet
ned.
Der en Sommerstund
Kvad en deilig Mund
Mig et Sagn fra gamle Dage.
I-a n g e 1 e g, Strengeinstrument.
Helge Tveiten med de askegule Haar
Fagrest var paa mange Mile.
End i Stevets Digtning hendes Billed
staar,
Og man tykkes se det smile.
Hendes lyse Skjonhed lignes ofte der
Med en Nyperöses rodlig-blege Skjrer;
Men der siges, at
Hvo der greb den fat,
Maatte fole Tornens File.
Thi hvor mangen Ungkarl, rank og
muskelfor,
End for hende maatte glode,
Aldrig aabnede den Fagre dog sin Dor
Ti! et kjrerligt Stevnemode.
Selv naar Dandsen brused over Gulvets
Bnet,
Traadte hun sin Ganger stille, taus oglet;
Og den lille Fod
Skred med sindigt Mod
Og med Lader bly og blöde.
Men hun stod i Loftet taus en vaarlig
Kveld,
Just som Solen gled bag Aasen;
Nu hun havde endt det lette Aftenstel,
Solvfok bundet var til Baasen.
Tys! da horte hun fra Tunets gronne
Vang,
Der hvor Ilreggen stod, en fager Slaat,
som klang.
Smerterig og blod
Tonen Inenge löd —
Dören skalv, det klang i Laasen.
Og hun maatte lytte, og hun maatte gaa,
Og hun maatte aabne Daren;
Og hun horte Harpeklangen slaa
Mere fuld i sine 0ren.
Bringelinet svulmed hoit ved Tonens
Kvad,
Hver en Solje skalv og dirred med sit
Blad.
Viljens frie Magt
Var i Lrenker lagt
Med dens Laden og dens < Jjören.
Ganger: eiendommelig norsk Dans; egtl.
et Slags Marsch. — Bringelin: Brvstdug.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
