Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Tjonmoen vil ikke give sin Datter Ragnhild til den unge
Bersvend, fordi hans Kaar er altfor »vanskelige«. Saa er der et Bryllup,
hvor Bersvend er Dre ny , og hvor ogsaa Arne er tilstede, mens han har
ladet sin Datter blive lijemme, fordi hun ikke skal traffe den unge Mand. 1
dette Bryllup er det, at Knuden loses — eller overhugges.
Den Kvinde, som i Fortaellingen optraeder som Forfatterens Moder,
og som siges at staa i et moderligt Forhold til hele Bygden, gaar nemlig
hen til Arne Tjonmoen og taler i alle Gjesternes Paahor saa myndig ti!
ham, at han giver sit Samtykke til de Unges Förening. Men Leeseren
overbevises ikke saa let. Er dette muligt? sporger han. En sti\- og stolt
Bonde skulde saa let kunne boies der, hvor han er allervanskeligst at boie,
hvor det gjaelder lians .Et og hans Anseelse? Aarhundreders Fordom skal
kunne henveires for denne Kvindes Ord, der vover at tale ham tilrette i en
stor Forsamling af hans Hjembygdinger? Er det ikke meget naturligere, at
han egges, forbitres og forhierdes?
Overveier man imidlcrtid Sagen noiere, vil man finde, at Forfatteren
netop ved denne Scene kunde have naaet den hoieste Klimaks, hvis han
havde forstaaet kunstnerisk at forberede og bygge den, og det er
beteg-nende, hvorledes han liar ladet et aldeles afgjorende Moment ligge, et
Moment, som han har pegt paa, men aabenbart uden at forstaa, hvortil det
kunde bruges.
I »De to Faesterpiger«, den Forta-lling, livormed en Fjeldbygd«
sluttér, har Ostgaard fortalt en rorende Iiistorie om to Gjenter. hvoraf den
ene frivillig havde forladt sin Kjiereste, den anden var bleven tvungen til at
forlade sin. De to Gjenter er i Kirken blevne hoitidelig trolovede med de
M;end, hvis Hustruer de skal blive. De skal i samme Baad fores nedovcr
den opsvulmede El v, hver til sit Hjem. "Alt de res Udstyr er kommet i
Baaden, og de selv stiger ind. Men neppe er de komne tilsrede, for de to
Gutter, som forst fik deres Kjaerlighed og — for den ene Gjentes
Yedkom-mende — endnu har den. pludselig springer ind til dem og stöder fra Land.
Fsestemxndcne paa Elvebredden kaster sig tilhest og galoperer afsted for
at tage imod Baaden der, hvor de antager den maa lande; men de har ikke
redet langt, for de ser dens hvaslvede Bund.
Man fatter nu let, hvorledes hin Forsoningsscene kunde have v;eret
lagt tilrette. Endnu meget sterkere, end skeet er, maatte for det Forste det
Patriarkalske og Imponerende hos Fortaillerens Moder have va: re t
fremstil-let; fremdeles maatte det finere og skarpere udlueves, at det er det Naive
hos disse Naturbom, som gjor en saadan Fremtraeden ikke alene mulig, men
naturlig, — da vilde det hele Kulturbillede, som Fort;ellingen giver, i denne
Scene finde sin Afslutning. Men hermed er Scenen kun underbygget. Vi
maatte derna^st se dens to Hovedfigurer aandelig brydes med hinanden, vi
maatte folge Kampens trinvise Udvikling, se, hvorledes Arnes Kraft
tilsyne-ladende vokser, men i Grunden undermineres, indtil hans Modstander, der
repra^senterer Kulturen, pludselig samler sin lidenskabelige Marme over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
