Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og fraemtids håb
omsuser ham
med spådoms-råb
i biiled-ham;
ti evig folkets forårs-safter
i sangen skyder; det dens kraft er.
Han revser folkets vane-tro
i hedenskab og Moloch-rasdsel;
bag Guds-begrebets höst-grå kliedsel
han ser de friske spirer gro.
Befriet planter de sig ud
som kserligheds og kraftens skud
i folkets sjiel
og gör den varm
og gör den hel
og gör den harm,
så den får mod og ajlsker klarhed:
i livet Gud er åbenbaret.
Han river konge-kåben af
og breder den om folkets skuldre,
så det ej lrengre tomt skal buldre
om fremmed höjheds lånte krav,
men vaere selv sin majestset
i eget kall og ånde-ret,
i sagas glans
på folkets sans,
i store ma;nd
af egen tand
i folke-vilje uden prutning,
i mandig gang og stor beslutning.
Han tvinger folkets synd til bod
med sanheds-vidnets had mod lögne
(dog ej et söndags-, men et sogne,
der lider for sin tales mod).
Han truer folkets falske fred,
dets fejghed, dets uvidenhed, —
bestikkes ej
af folke-ånd,
af konge-hånd;
men går sin vej,
og hvor han vakler, kommer smseite
og rensker lysten i hans hjserte.
Han er en broder af de små,
de lidende, derfor af kvinnen.
Det svage ny han op mod vinden
tör krydse, til det bör kan få.
Han vokser, om han selv ej vil,
af kallet, som han brugtes til,
og ender som
et suk i Gud
om större skud
med rig’re blom
af folkesjselen til dens a:re,
sen ’han har magtet det at vasre.
Af „Arnljot Gelline“.
Arnljots laengsel mod havet.
Havet stunder jeg mod, ja havet,
hvor fjaernt det ruller i ro og höjhed.
Med vsegt af fjreld-tunge täge-banker
det vandrer evig sig selv imöde.
Skönt himlen daler, og landet kaller,
det har ej hvile, og ej det viger.
I sommernatten, i vinter-stormen
det vselter klagende samme lajngsel.
Mod havet stunder jeg, ja, mod havet,
hvor fjaernt det löfter den kolde panne!
Se, verden kaster sin skygge på den
og spejler hviskende ned sin jammer.
Men solen stryger den varm og lys-blid
og taler frejdig om livets glaide.
Dog lige is-kold, tungsindig rolig
den sa;nker sorgen og ssenker trösten.
Fuldmånen suger, orkanen löfter,
men taget glipper, og vandet strömmer.
Lav-landet nedhvirvles, bserg hensmuldre,
mens jsevnt det skyller mod evigheden.
Hvad hen det drager, må vejen vandre,
hvad engang synker, det stiger ikke.
Ej bud der kommer, ej skrig der hores;
dets egen tale kan ingen tyde.
Mod havet er det, langt ud mod havet,
som aldrig ksenner en stunds försoning!
For alt, som sukker, det er forlöser;
men drager vid’re sin egen gåde.
Föl denne sselsomme pagt med döden,
at alt det gir ham, —sig selv kun ikke!
Jeg föres, hav, af dit store tung-sind
og slipper ned mine matte planer
og lader flyve de bange lajngsler:
din kolde ånde mit bryst skal svale!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
