Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en kort Bön, for den egentlige
Gudstje-neste begyndte, og her holdt han sig
udenfor Doren, niedens Signe gik ind
og satte sig paa en liden Brenk tset ved
Indgangen, der, hvor vilde Sa:derne end
kunde vasre i disse Egne, dog meget
sjelden var besat. Konerne derimod
sad naermere Kirkegangen.
Endelig traadte Praesten frem med
den store Psalmebog i Haanden og
Klokke-ren fulgte den stolte Kirkehyrde med
Faarets ydmyge Skik og Vaesen.
Det tog Tid at indlaese alle disse
Koner, og den pirrelige Utaalmodighed,
som altid var den ulykkelige Klokkers
Svöbe, begyndte at tegne sine skarpe j
Linier om Pra:stens Lteber. Men
omsider var dog Acten sluttel og han tog
sig allerede sammen for at gaa, da den
skjaejvende Klokker med et staarkt
Til-tag gjorde ham opmaerksom paa: at hist
henne paa Baenken ved Dören sad endnu
En, som i Ydmyghed ventede paa at
blive indlaest.
Efter et Vink af Klokkeren tren
Signe nu hid, og den irriterede Prrest
begyndte i störste Hast at ramse Öp den
anordnede Bön, hvilket han gjerne ])leiede
at gjore med halvlukkede 0ine for at
undgaa Synet af den sajdvanlige
Grasde-scene foran ham.
Men som om han pludselig midt i
Ligegyldighedens Dos berörtes af Noget,
slog han 0inene vidt op og festede det
skarpe Blik paa Signe, og han taug.
Som en glodende Ström gik
Bevidst-heden, om hvem hun var, gjennem hans
kolde Sjiel. Og en Folelse, der ellers
var ligesaa fremnied for hans Sind som
Rosen for Saharas 0rken, god sin
Mildhed i Blikket og löste Stramningen i
hans stive Tnek.
Da loftede Signe det dybe,
blufaer-dige Blik og faestede det paa den
ubarm-hjertige Mand, som stod der i
vedhol-dende Taushed foran hende. Ak det
var jo ham, som havde lagt den kolde
Haand paa hendes unge Liv, saa Pulsen
var sagtnet og slog i Forsagelsens
lang-somme Takt . . . »Hvor han lignede
Gudmund! Ak vilde han maaske ikke
engang laese Guds Ord over hende?«
Og hun segnede najsten.
Men Praestens Taushed maatte jo
have en Betydning! Var det maaske
dette Barns store Sjaelekraft han
beun-drede? Var det Kvindens Skjonhed, der
trods sit blege alvorsfulde Prieg pukkede
paa sin Ret? Eller var det maaske den
Tanke, den utroligste af alle, at dersom
dette Barn i sin hjaelpelöse Jammer var
traadt ham imode med Ydmyghedens
Bön i 0iet istedenlor den trodsende og
ordstcerke Fader ... da maaske? . . .
dog Tanken slutter og Ordet begynder;
Praesten l;egger en Haand paa det hvide
Skout, og han er fairdig, og vender sig
tra hende med det Samme.
Men Signe bevarede Mindet om
Prrestens vemodige Blik dybt i Sindet,
og det blev hende til ’Prost i mangen
a2ngstelig Stund.
Nu tren Kolbein ind til hende, da
Prajsten var borte. Ogsaa han havde
draget sin Slutning ud af denne Scene,
men det kom ham ikke tilgode; thi det
var en Haevntanke han her saa förlöst.
Alt Folket var allerede inde i Kirken
og Enhver paa sin Plads. Massi havde
strax sat sig i en Stol med Barnet naer
ved Indgangen, og Klokkeren stod i
Chordoren med den opslaaede
Psalmebog i Hrenderne.
Da tren Kolbein Starkar ind i
Kirken med Signe ved Haanden, og Alles
0ine vendte sig for at se nedover
mod dem.
Signe standsede et 0ieblik; hun
var sunken til Jorden som et vissent
Blad, dersom ikke den strerke Haand
havde sluttet sig, lig en Jernring,
omkring hendes, og holdt hende oppe.
Men Kolbein slap ikke sin Datter i
denne Stund. Han forte hende hen til en
Stol paa Kvindesiden og lod hende s;ette
sig, og saa stillede han sig op udenfor
den, slog Psalmebogen op, og rettede
sig med den gamle Kraft.
For to Aar siden tren han ogsaa
sidste Mand ind i Kirken, og stillede sig
op ved Signes Stol, thi hver Mand i
Bygden kunde have godt af at lffigge
Maalet paa Kolbein Starkar og hans
Datter ... Nu fik det blive paa samme
Maade, endda Hvermands Maal blev til
hans Skjendsel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
