- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
557

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

og spurgte forskraekket, hvad der stod
paa. »Tag hende med dig ind og faa
K.l?ederne af hende,« svarede Far kort.
3 G aa ind du ogsaa,« blev han ved til
mig, som var bleven staaende forundret
og uhyggelig tilmode, uden at jeg dog ret
forstod, hvad det hele havde at betyde.

Inde i Stuen begyndte Mor at tage
Regnkliederne af den Lille. Jeg kan
ikke sige, hvor forundret jeg blev, da
Mor havde faaet skallet af alle disse
forskjellige Lag af Rejsetoj, og en
nyde-lig liden Pige med et af Regnen
rod-pidsket Ansigt kom tilsyne og saa roligt
og förståndigt paa de fremmede
Menne-sker med sine store, graa 0jne. Det
forekom mig pludselig, som det Uvejr,
vi havde hort hyle udenfor, paa en
hemmelighedsfuld Maade havde bragt
hende med sig, og jeg blev staaende og
saa paa hende med vidt opspilede 0jne.

En Krol lyst Haar, som Regnen
dryp-pede af, faldt ned i Panden. Da Mor
havde skilt hende af med Rejseklaederne,
tog luin selv Vanterne af sig og strog nu
og da Vreden af sit Ansigt. Hun havde
en rodrudet Kjole paa, et Torklasde
bundet stramt om Brystet og Helstovler.

j.Men kjeere Barn, hvem sender
dig tid i et saadant Vejr:« spurgte Mor,
loste det vaade Torklxde af hende oggned
hendes smaa rode Htender mellem sine.

»Far og Mor er borte,« svarede
Pi-gen, »og saa mente Sara, det var bedst,
jeg rejste herind strax.«

»Borte—?« Mor standsede med
Af-ktedningen. Det var klart, at I’igen
ikke ret vidste, hvad Ordet betod. Hun
havde saa ofte hort tale om, at Folk
blev borte« paa Soen, hun havde vel
nu ogsaa hort det samme om
Forsel-drene og sagde det mekanisk efter.

»Giv Folkene noget varmt at drikke,*
sagde Far, som nu kom ind. Hans
Ansigt var askegraat, hans Stemme lod
tor og hajs. Husjomfruen gik ud og
Mor byttede i Taushed paa den Lille,
men jeg saa hendes Hsender skalv.
Hun vexlede et Blik med Far, hvorpaa
denne gik ud igjen.

En Stund efter sad den lille Pige
tor og varm inde ved Ovnen og drak
The af en slor, blaablomstret Rop.

Mor spurgte hende om et og andet,

om hun ikke havde vreret bange og
saadant. Nej, det havde hun ikke været.

Naar Hans« — (Drengen) — ser med,
er det ikke farligt,« sagde hun.
»Vinden kastede heller ikke,« lagde hun til,
klogt og erfarent, og med et stille,
al-vorsfuldt, næsten provet Udtryk i sit
Ansigt. Man kunde forstaa, hun var
helbefaren, saa liden hun var.

Hun var stille den hele Aften, men
ikke just bedrovet. Men om Aftenen,
da hun skulde lægge sig, havde hun,
fortalte Mor, med et begyndt at græde;
det syntes pludselig at vaere gaaet op
for hende, hvad det vilde sige, at
hendes Forældre var blevne borte« paa
hin Eirkefærd, fra hvilken blot en
hvæl-vet Baad kom hjem.

Dette var mit forste Mode med Elina
Holt, og nu kan jeg ikke opleve et
Uvejr, uden at denne Aften staar
lys-levende i min Erindring: Jeg ser de
to brune Ansigter under Sydvesterne
dukke frem af Morket, bringende
Ulyk-kes-Bud tilgaards og fremfor alt den
lille vaade, lyse Pige med sine blaa
0jne og sin betænksomme Tale.

Af „Farlige Folk“.

VI.

Der begyndte at gaa Hul paa det
graa Skylag over Land og Hav. Blaa
0ine tittede ned gjennem Sloret, skraa
Solstraaler stod som gyldne Strenge
mellem Himmel og Jord.

Endelig en Morgen vaagnede den
lille By til det deilige Syn af en helt
over blaa Himmel og blanke, skylose
Fjeldtoppe, der skuer vidt ud efter
Solen. Hvide, bolgende Dampe skjulte
dog endnu store Strog af Soen,
Stran-dene og Dalene og hang ogsaa igjen
hojt oppe paa Fjeldenes Sider. Hist
bæltede de sig tvert over et kegleformet
Fjeld og delte det i to. Her spændte
de en gyngende Hængebro over et smalt
Sund med hoje Kjelde paa begge Sider.
Paa en jevnt skraanende Aas længere
inde saa ’l’ræerne i den synkende Taage

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0619.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free