Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er en af de allerbedste Boger, som har seet Lyset hertillands i
de sidste ti Aar; den er lige fortraeffelig med Hensyn til den psykologiské
Analyses ubenhorlige Strenghed, som med Hensyn til de ledende Ideers
Dybde og Eiéndommelighed og Stilens Kraft og’Originalitet.
Senere har Garborg udgivet en Samling »Forteljingar og Sogur<’.
Den bestaar viesentlig af asldre Ting; men der findes ogsaa enkelte nye
Smaaarbeider, der viser, at han i Bonclestudentar langt fra har fundet
Plads for alle Sider af sin Begavelse. Dette gjaelder specielt den skoieragtige
lille Forta;lling Ungdom«, hvori han paa den mest lattermilde Maade driver
Gjon med Idéerne i En Hanske«. Her, saavelsom i den ifjor i Juleroser«
offentliggjorte Skitse »Paa Fantesti , viser han sig i Besiddelse af et storartet
Lune, der horer til de störste Sjeldenheder hos en Forfatter i vore alvorlige
Tider, og der er ikke Tvivl 0111, at han hcr har stodt paa en ny Guldaare
i sit rige Talent, hvoraf mangt et gedigent Verk i Fremtiden vil kunne stobes.
En ny Koman, som han i flere Aar har arbeidet paa, er nu fairdig
og vil udkomme om kort Tid med den lovende Titel »Mannfolk«-.
Sin Redaktorvirksomhed har Garborg opgivet, men som Kritiker
har han fra Tid til anden givet Livstegn fra sig i Form af endel ypperlig
skrevne Opsatser om aesthetiske og theologiské Verker.
For nogle Aar siden blev han af Storthinget valgt til Statsrevisor
og denne Stilling indehar han fremdeles.
Af „Bondestudentar“.
I.
Thi ser I til, som aarle opstaa —
Og sidde om Aftenen silde, — Med
Sorrig, Arbeide og stor Vantro — Saa
ville I gjore eder rige: — Med
Kummer I æde det harmelig Brod, — Thi
Gud giver sine baade Klæder og Fod’,
— Naar de raonne sodelig so—ove«, -
— song dei inne hjaa han Ole
Johannes Sörbraut ein sur, kald Maandags
Morgo i April.
Dei heldt Bon kvar Dag i dette
Huset ; for Ole Johannes var paa sin Maate
ein gudeleg Mann. Han var ikkje vakt,
og alt om han stundom hadde provt
paa aa umvenda seg, so hadde han
ikkje fengje dette til, totte han, so det
laut vera til han vart gamall og fekk
betre Stunder. Men han tenkte likevæl
som so, at det var best aa halda seg
til Guds Ord so mykje ein kunde, og
serleg lagde han Lag paa aa halda
Borni sine til Boki. Difor heldt han
Bon kvar Morgon, og i desse
Bonestun-derne maatte heile Husel vera med.
Det skulde vera so; Ole Johannes
hadde leset det i Luther og 1 Johan
Arndt, og dei vakte gjorde det so, dei
og. Det var desutan rimelegt i seg
sjolv. Song ikkje kvar Fugl si
Morgon-salma til Guds /Erar og skulde me vera
mindre kvike til aa prisa Gud enn dei
: ufornuftige Fuglarne? So laut heile
Huset upp i den graae Otta for aa lova
og prisa Gud, og dei Smaae stod elder
sat ved Bordet og halvsov og
smaa-fraus og song, so godt dei kunde.
Men det hende, at vesle Judith greet,
naar ho var altfor svevnug. Daa vart
Ole Johannes paa eigne og Vorherres
Vegne vond, og syngjande av full Hals
boygde han seg ender og daa framyver
totte af tvkkja, tykkes.
svevnug, so vnig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
