- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
576

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

fallet trong me um aa arbeida i Slit og
Strsev, daa Svndi hellest vilde faa altfor
stor Magt med oss. 1 )er var eit gamalt
Ord, som sagde, at Lediggang var
Satans Hovudgjerd, og var ikkje det sannt?

— Jau. — Jau, det var sannt. Hadde
me ikkje denne Traeldomen, so vilde
Djevelen fylla oss so iipj) med vonde
Tankar og freista oss so hardt til alt,
som vondt var, at det vilde ikkje verta
livende for oss paa Jordi. Laeraren fekk
tilslutt ut, at endaa Arbeidet i Grunnen
var ei Straff, so var det likevael ei
Vael-signing. Daniel, stakkar, kjende seg reint
liten under all denne Visdomen og fekk
paanytt ei sterk Kjenning av, at det
nok ikkje nyttad for Smaafolk aa vilja
gjera seg Tankar om nokon Ting.

So laut ein daa finna seg i aa tru,
at Arbeidet var ein Ting, som det ikkje
let seg gjera aa faa ut or Verdi. Og |
han vart mest raedd seg sjolv, som hadde
slik Hug til Lediggang; for daa maatte
det verta lett for den Vonde aa faa han
i si Magt. Men fyr han visste av det,
fekk han Troyst mot denne Suti. For
no utviklad La:raren, at det var ikkje
aaleine Arbeidet med Henderne, som
ein kunde kalla Arbeid; langtifraa! »Trur
f. Eks. du Daniel, at Presten ikkje
ar-beiderr« No hadde Daniel i Grunnen
trutt dette; men han forstod, at her skulde
svarast Nei, og so svarad han Nei. »Nei«,
sagde Laeraren, det maatte ein ikkje
inn-bilia seg. Presten og Futen og Skrivaren
og Amtmannen, dei arbeidde i Royndi
likso mykje som me, og stundom meir;
og 3 k va trur de er tyngst, anten aa
ar-beida med Henderne elder med
Hovu-detr« Der var fleire, som tok imist her ;
og svarad, som dei meinte, at det var
tyngst aa arbeida med Henderne. Men
Daniel forstod, at det ikkje var dette
Svaret, Laeraren vilde hava, og so svarad
han högt og trygt: »d’er tyngst aa
arbeida med Huvudet. « Og Laeraren gav

i Koyndi, i Virkéligheden. — imist, feil.

Daniel Rett og gjorde litt Narr av dei
andre, som kunde svara so tankelaust.
Dei skulde pröva aa arbeide med
Ho-vudet slik som Presten, dei, so skulde
dei faa kjenna. Naar ein skulde sitja
baade Nott og Dag og lesa i djupe Boker
og studera framande Maal, ja lesa sjolve
Bibelen i Grunnteksten, so kunde ein nok
faa Sveitten ut, meinte han, og dessutan
leitte dette Arbeidet so mykje meir paa
Helsa. Aa staa paa Laaven ein Dag,
det var ingen Ting mot aa la;ra ei I.eksa
i eit framandt Maal f. Eks.; — Laeraren
sagde dette med Sjolvkjensla, av di det
var aalkjendt, at han eingong hadde
gjen-get hjaa Rapellanen og leset Tysk.

Denne Utgreidingen var som sagt
Daniel til stor Tröyst. Han kunde altso
godt tenkja paa aa verta baade
Skule-meistar og Prest for den Skuld;
Djevelen fekk ikkje meir Magt med ham for
det; tvertimot — naturlegvis.

Nu forstod Daniel dette um Arbeidet,
Det var Arbeidet med Henderne, som var
paalagt til Straff; for det gav Tvang og
Traeldom og Armod; men
Stormannsar-beidet, som var fint og högt og gav Aira
og Vinning og gode Dagar, var ikkje
paalagt til Straft. Og daa han so sidan ein
Gong i Kyrkja fekk höyra att det
Salme-versetum, at »Gud giver sine baade
Ela;-der og Föde, naar de monne sodelig so—
ove«, so forstod han med ein Gong, at det
var Prestarne og dei hoge, som Gud heldt
serskilt for »sine«, og som han gav Mat
og Ekede, medan dei laag og sov. Dette
var den störste og vidaste Tanken, 1 )aniel
endaa hadde havt, og han fekk etter
den Dag eit sterkt Ynskje um, at han
ikkje vilde verta ein av desse Syndararne,
som Gud maatte aga med Trajldom og
Slit, men at han vilde verta ein av Guds
»eigne«, som las Bibelen i Grunnteksten
og sat reine og fine i ei vorm Stova og
aat Herremannskost og drakk Vin. —
Og iallfa.ll vilde han verta Skulemeistar.

aalkjendt, almindelig bekjendt. — aga,
true, tilgte.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0642.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free