Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland (1808–1845) - Juleaften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
som om den hele vide skov var fuld
af flyvende, slørhyllede gespenster,
der liylende sig stilled ham iveien,
paa luftig taa sig hvirvlet, vokste rædsomt,
og saa forsvandt imellem stammerne.
Dog kjæmper oldingen sig frem mod stormen.
Han vandrer, nåar den vokser; nåar den sagtner
og drager aande, lytter han paaknæ.
Men fluks han springer op og gaar i mulmet,
som dvergen trænger gjennem sorte muld.
. . . Han hører intet mer. Den gamle skjælver
ved tanken, at ham onde aander gjsekker,
og mumler frem de bønner, som han ved.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget raab mod stormen vender kun
tilbage i hans mund. Men hist, ja hist!
Ti skridt endnu! Der rører noget mørkt sig
paa sneen, som om stormen legte med
en stubbe, der var løsnet lidt i roden.
»0 Jehovah! en arm! 0 Jehovah!
et barn, et barn! Men dødt!«
Ak, tænkte stjernerne i denne nat,
da Bethlemsstjernen lyste mellem dem,
at intet godt paa jorden kunde ske?
Thi ingen af dem saa, at Gamle-Jakob,
saa glad som om en skat han havde funden,
fluks kastet bort sin hele rigdom: Skræppen,
trak af sin knappe kjole, hylled den
om barnets lemmer, blottede sit bryst,
og lagde saa dets kolde kind derved,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
