Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) - Et barndoms-minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
gled ud mod dybet over fjeldets skulder;
i lyngen bragede det bratte fald,
og fjernt i dalen lød fra bjergets hal
med tifold efterklang det dumpe bulder.
Men stille sad jeg paa det trygge dyr,
og natten var mig som et eventyr,
hvis trylle-sti jeg turde seiv befare.
Dens angster kunde ei mit indre naa
min faders bryst jeg hørte roligt slaa,
og i hans arm jeg kjendte ingen fare.
Seiv var han taus, og kun en enkelt gang
han spurgte mig, om veien blev mig lang,
og bøied sig, og kyssed mig paa kinden.
Og atter sagde han: »Vi er der snart,
og inden kort vil veiret blive klart,
og under fjeldet mærker vi ei vinden«.
Tilsidst den hvisked kun fra ur og krat,
da kleven sænked sig, og stansed brat
ved fjeld-portalet til en dyrket slette.
Et glimt af maanen faldt i dalen ned,
det snevre pas var som et borgeled,
og klippen stod paa tunet som en jette.
Hvor sælsomt drøned det, da hestens sko
slog gnister paa den helle-lagte bro,
hvorunder elven mod en afgrund skummed
Da banked hjertet stærkest i mit bryst,
det var for mig, som om hver nattens røst
ved denne pludselige klang forstummed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
