Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch (1811–1884) - Ensomhed - Et fjeldvand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
en fugl derover ned mod syden iler,
og skytten hjem igjen af skoven gaar,
og sjøen sukker, lukker sig og kviler
i stille drømme til den næste våar.
Et fjeldvand.
Jeg sad en aften i en liden baad
paa et af disse dybe, stille vande,
der ligger, som et øie blankt af graad,
imellem Norges fjelde. Let og varm
stod aftenhimlen om de mørke strande
og sænkte sig i sjøens klare barm,
saa baaden syntes let opbængt at svæve
midt i et luftbav, hvor der ei var bund,
men lige .dybt foroven og forneden,
som Jordens kugle midt i evigheden.
Dødsstilhed kvilte over sjø og lund!
Der fandtes ei en fugl, som vilde leve,
som vilde synge her en aftenstund.
Ingen romantisk klang om fj eldet drog
paa klare vinger, som i Tyrols dale
Den norske fjeldegn eied ingen tale
undtagen ensomhedens stille sprog.
De tause roersfolk dypped aaren blødt
og lydlyst i de kolde, klare vover.
Jeg smelted hen i denne stilhed sødt,
det var, som om min sjæl gled sagte over
og tabte sig i inderlig forening
med fjeldnaturens dybe, dunkle mening.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
