Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (1828–) - Af »Peer Gynt« - Præstens tale ved graven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
437
men fandt ei mæle, trods kapteinens bud.
Dog jo, tilsidst; og da, med brand paa kindet,
med tungen svigtende og atter rap,
han mumled noget om en sigd, som glap
og skar i vaade fingren af til skindet.
Der blev i stuen stilhed samme stund.
Man skifted øiekast; man trak paa mund;
man stened gutten med de stumme blikke.
Han kjendte baglen, men ban saa den ikke.
Da stod kapteinen op, den gamle, gråa;
han spytted, pegte ud og sagde: gaa!
Og gutten gik. Man veg til begge sider,
saa der i midten blev en spidsrodsgang;
han vandt tildørs; der såtte han paa sprang;
op bar det nu, op gjennem lund og lider,
op gjennem røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem fjeldene.
Et halvaar efter var det hid han kom
med mor og spædebarn og fæstekvinde.
Han bygsled jord etsteds paa heien inde,
hvor ødemarken grænser op mod Lom.
Han gifted sig saa fort som gjørligt kun;
han tømred hus; han brød den haarde grund;
han kom ivei, hvad mangen agerflæk
fortalte, der den bølged gul og kjæk;
ved kirken bar han høire haand i lommen,
men hjemme tror jeg nok de fingre ni
fik trælle fuldt saa såart, som andres ti.
En våar blev alting revet bort af flommen.
De slåp derfrå med livet. Arm og nøgen
han tog paa rydningsverket fat paany,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
