Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (1828–) - Ved tusenaarsfesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
457
Og saa gik tusen aar. Snart strengt, snart blidt,
spandt norner gjennem dem paa skjæbnetenen.
Men folkedrømmens træ fik vokse frit,
’>
med løv i toppen og med frugt paa grenen.
Nu stanser slægtens tog og skuer vidt
fra skillet agterud. Nu reises stenen,
hin landets tause lovsang i granit
Paa vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde;
i mørket tusler det, som vil os ilde.
Jeg ser mit kjem med taagers fold om tinden,
mit hjem, hvor graaveir over heien slaar,
hvor der er lydt foruden og forinden,
hvor der er ensligt mellem gaard og gaard.
Hvad lusker der ved kveld paa krøgte veie?
Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før?
Han løfter klinken let paa bondens dør,
gaar som paa sokker bent til mandens leie;
han hvisker ord i øret paa den hvilende, —
og saa til næste nabo lydløst, smilende.
Og det er ikke en jeg ser, men mange.
Og det er ei blot ord, jeg kan fornemme;
jeg hører som en dur af dumpe sange,
en døs, som tåger sind og sans til fange.
et bys, som summer drømmens digt iglemme.
Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme?
Af Hafrsfjord stiger del Op, dagens mænd!
Til Haralds-dyst! De døde gaar igjen!
Ja, Roald, Sote, Thore Haklang lever
sit midnatsliv som dødning og som draug;
og Rollaug rører paa sig; Herlaug stræver,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
