Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson (1832–) - Mit følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
471
Mit følge.
Jeg kjører frem gjennem straalefryd
i søndagsstilhed med klokkelyd.
Alt løfter solen, fra myg til sæden,
som var den selve alkjærligheden.
Og folk forbi mig til kirke kjøre,
snart stiger salmen for aabne døre.
Grodt mod! Du hilste paa fler end mig,
skjønt du i skyndingen saa det ei.
Jeg har det herligste reisefølge,
skjønt det sig stundom mon listig dølge;
men nåar du saa mig saa søndagsglad,
var det, fordi at vi flere sad,
og nåar du hørte mig dæmpet synge,
de sad i tonen, som i en gynge.
Mig følger én med en sjæl saa stor,
for mig hun ofrede alt paa jord;
ja, hun, som 10, nåar min baad blev krænget,
og blev ikke bleg under uveirshænget,
ja, hun, imellem hvis hvide arme
jeg kjendte livets og troens varme.
Se, deri er jeg af sneglearten,
at huset bærer jeg med paa farten,
og den, som tror, det er tungvint bør,
han skulde vide, hvor godt det gjør
at krybe ind under tåget atter,
hvor hun staar lys mellem barnelatter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
