Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Adolf Dahl (1855–1887) - Epilog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586
Epilog.
Blade af den dødes dagbog.
(Til et maleri af G. Cederstrem.)
Hendes røst var mild og saa betroende blød,
hvert ord faldt saa varmt; hvergang de lød,
det var, som bun delte sit dyreste eie.
Der var smerte og lidenskabs toner i klangen.
De trængte sig frem som paa skjulte veie.
Som en strøm under alt bendes væsen de flød;
de var som en uløst akkord i sangen.
Naar jeg gaar ved bendes side,
føler jeg et solskin glide
over alt, hvad tungt jeg tænker.
Hendes mørke øie sænker
straalestrømme i mit sind,
og i strømmens straaler bvide
har jeg sét mit øie blindt.
Hendes mørke øine, som bar sandbeds lys alene
maa til tolk for tausbed tjene.
>
Men de øine kræver herskermagt,
og jeg bøies, som om myge grene
var i kjæmpehænder lagt.
Men hun elsker mig og mig, mig ene,
det bar bendes ord og hendes øine sagt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
